På længere sigt har "Black Panther" potentiale til blive en stor og fast del af legetøjsmarkedet, lyder det.

New York. Legetøj og andre varer, der relaterer sig til den nye superheltefilm "Black Panther", bliver revet ned fra hylderne i USA.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Dermed fortsætter succesen for "Black Panther", efter at filmen i weekenden åbnede med et brag i de amerikanske biografer.

Filmen er den første i Marvel-universet med en sort superhelt i hovedrollen.

Og ifølge flere store spillere på legetøjsmarkedet, så har karakteren Black Panther potentiale til også på længere sigt at stå side om side med ikoniske superhelte som Spiderman og Superman i butikkerne.

- Det her er en kæmpe mulighed.

- Det er stadig tidligt, men der er helt sikkert tegn på, at det kan blive lige så succesfuldt (som andre store franchises, red.), siger John Frascotti, der er præsident hos legetøjsgiganten Hasbro, til AFP.

Filmen "Black Panther" slog rekord for en film, der har premiere i februar, ved at indtjene 242 millioner dollar i åbningsweekenden.

/ritzau/