Det har været svært at være vært i den noget specielle sæson af "X Factor", afslører Sofie Linde.

I første del af årets finale i "X Factor" gav vært Sofie Linde et ordentligt selvtillidsboost til Thomas Blachman ved at afsløre, at kunne blive den første dommer i Danmark, der vinder tre år i træk i tre forskellige kategorier.

Men det var forkert, indrømmer værten nu.

Hun sender derfor en stor undskyldning til Remee, der som dommer i 2017 vandt med Morten Nørgaard og dermed kunne sætte sig på titlen.

- Jeg sender en kæmpe undskyldning til Remee. Jeg har ikke glemt dig, buddy. Jeg ville bare give en masse god energi til vores fælles ven, Thomas Blachman, siger Sofie Linde.

Ved fredagens liveshow blev Emil Wismann, Alma Agger og Mathilde Caffey sendt videre til lørdagens finale. Og da alle er under Thomas Blachmans vinger, er det stensikkert, at han kan kalde sig årets vinder.

Sidste år vandt Blachman med 23-årige Kristian Kjærlund i kategorien "Solister over 23 år", og året før vandt han med gruppen Place on Earth.

Men alligevel er han ikke den første, der vinder tre år i træk i tre forskellige kategorier. Det var Remee nemlig.

- Du var der først. Du fik rekorden først. Det var min fejl, siger den 30-årige vært til Remee, der sidst var med i programmet i 2017.

Sofie Linde kom oven i det også til at sige, at det også er første gang på verdensplan, at en dommer har alle tre deltagere i finalen.

Det kan godt være, men det er ikke sikkert, viser det sig.

- Det var jeg ellers stensikker på. Som jeg kunne google mig frem til, var det på verdensplan. Og så havde jeg bare et ønske om at pumpe en masse god energi i den gode mand og tænkte, at ja, vi tager den da bare, siger den 30-årige vært.

Årets "X Factor" har været en hel del anderledes end normalt på grund af coronavirusset.

Midt i det hele måtte programmet holde pause i to måneder, og flere shows har været uden eller med meget få publikummer.

Det har gjort det udfordrende at være vært.

- Rent håndværksmæssigt har jeg aldrig nogensinde lavet noget, der har været så svært som at lave det her program uden publikummer.

- Det er en amatørkonkurrence med mennesker, der skal blotte sig, uden at der er nogen reaktion, mens jeg har skullet sørge for, at de havde det godt, at stemningen ved dommerbordet var god, og samtidig har jeg ikke haft nogen teleprompter. Og det har været vanvittigt svært, siger Sofie Linde.

/ritzau/