Kirsten Jacobsen og Søren Pilmark har stukket hovederne sammen, og det er der kommet en varm læseoplevelse ud af.

- Folk ved godt, hvem jeg er, mener Søren Pilmark, men tilføjer: - i den udstrækning, jeg ønsker det! Her, midtvejs i livet, har han ønsket at lade os få mere at vide. Og det får vi i den digre (over 300 sider) biografi, »Søren Louis Pilmark«, der er blevet til gennem samtaler med den durkdrevne og dygtige Kirsten Jacobsen.

Bogen er hverken snagende eller sensationel - den er (selv)afslørende på en meget sympatisk måde. Kirsten Jacobsen, der tidligere har skrevet biografier om så forskellige typer som Peter Aalbæk Jensen og Mads Øvlisen, lokkede Søren Pilmark med spørgsmålet: »Hvorfor er du blevet skuespiller?«

Længslen efter far
Bogen er vel egentlig svaret. Dog, til allersidst svarer Søren Pilmark også direkte. At han her, som 50-årig, forstår, at en længsel har drevet ham. En længsel efter noget, han har manglet. Dét, han har mangler er: sin far!

Søren Pilmarks far var skoleinspektør og et menneske med karisma, autoritet og næstekærlighed. En hård, men retfærdig mand, der ikke havde tid til sine egne sønner på grund af al den manisk ildhu, han investerede i at gøre noget for fortabte og svigtede børn.

Fortabt? Svigtet? Ja, set i bakspejlet forstår Søren Pilmark, at han som lille dreng selv var begge dele. På den luskede måde. For det var, uden at der blev sat ord på det, forbudte følelser:

Angst for at blive forladt
Han havde et godt og trygt hjem og skulle skamme sig over at være jaloux på andre små drenge, som virkeligt trængte til omsorg!

Bogens første kapitel har han selv skrevet. I det viser Søren Pilmark en sådan evne til at genopleve og reflektere, at der ingen grund er til at tvivle på, at han sagtens kunne have skrevet hele bogen selv. Han tager os med tilbage til sin barndom. Han ser sig omkring i den, genoplever og forstår. Med sig videre frem i livet får han en uafrystelig fornemmelse fra barndommen: Angsten for at blive forladt.

Bogens største del, kapitel 2, former sig som genoplevelser med masser af associationer og jeg-kommer-lige-i-tanke-om sidespring. Dette flyvske behøver en meget lydhør samtalepartner for at bliver overskueligt. En sådan er Kirsten Jacobsen.

Barndommens smæk
Søren Pilmark kommer fra et middelklasse-hjem i København - med et godt brugt klaver og en lillebror, Lars, som Søren altid har fornemmet, at han skulle passe godt på. Han og Lars var, hvad han i dag kalder »streetwise« - et par kække gutter, der dog også lærte bordskik indbefattet at holde albuerne af bordet og at opføre sig ordentligt.

Dét - at opføre sig ordentligt - giver bogen en fornemmelse af, at Søren bevidst har satset på at praktisere siden.

Afstraffelse hørte til i barndomshjemmet. Dette - at få smæk - indgår i Søren Pilmarks dom over sin barndom: »Jeg er uenig med alle, der siger, at børn ikke tager skade af at få én på skrinet eller af at savne deres far!«

Strutter af overskud
Her, midtvejs i livet har han indset, at det ikke er glæden ved at være på scenen, der er den største - det er prøveforløbet, skabelsesprocessen, dét at være på vej. Han betragter kunst som frustrationer, der er omarbejdet. De skuespillere, han selv synes er gode, har det samme, som han indrømmer også er hans egen drivkraft: Frustration og en fornemmelse af noget, man mangler: Et underskud.

Det sjove er bare, at bogen selv strutter af overskud. Af liv og legelyst, af skæg og ballade, men også af seriøsitet. Den Søren, vi her lærer at kende, er sine venners ven, en ægte, kærlig ægtemand - og en kunstner med kviksølv i årerne.

»Søren Louis Pilmark« er så livlig og muntert fortællende, at man er godt underholdt undervejs.

Bagefter sidder man mæt tilbage - og ville bare ønske, at Søren var ens nære ven!

Kirsten Jacobsen: »Søren Louis Pilmark«. Gyldendal. 336 sider, 299 kr. Er udkommet.