Fotoalbum  Signe Ryge var den høje pige i klassen og blev endda lidt højere, da frisørens datter ville ha’ de samme briller som hende. For det var mere sejt at have en mor med en smart hårsalon end en far, der, iført gummistøvler, sendte tv fra haven.

1. Bange for andre børn

Som barn var jeg vist rimeligt fremkommelig og sød, men havde også mine hysteriske øjeblikke, når jeg fik vasket hår og fik shampoo i øjnene. Her var min bror og jeg i vores parcelhus i den lille landsby Selling, der ligger uden for Hadsten og 22 km fra Aarhus. Jeg blev passet hjemme af enten min mor eller far, til jeg skulle i 1. klasse. Jeg så nærmest ikke andre børn. Det var jo godt nok, men resulterede i en rædsel for andre børn, der varede ved i mange år. I ny og næ blev min mor ramt af en trang til at sende mig i legestue – men det var meget uhyggeligt for mig med fremmede, råbende børn. Så vi skyndte os hjem igen.

2.

Min far og jeg omkring 1971. Dengang var han lærer og senere redaktør for Haven, inden han i 1977 begyndte sin karriere i tv, som altså har varet 40 år. Det første, jeg husker, var lyden af mus, der løb rundt i væggene i vores hus, og synet af orange gardiner. Jeg husker også, hvordan det var at blive puttet og få læst en lang godnathistorie hver aften. Det har jeg gentaget med mine egne børn, som også er blevet puttet i et omfang på størrelse med letbaneprojektet i Odense. Da jeg var omkring ti år, frygtede min mor, at jeg havde en diagnose, for jeg ville altid kun sidde i min vindueskarm og læse i ’Det lille hus på prærien’. Bleg og anæmisk med en utilsigtet virren med hovedet – ingen frisk luft og bestemt ikke nogen såkaldte legeaftaler. Men jeg havde det fint!

3. Spytklat i ansigtet

Min far voksede op i Sydslesvig, i Achtrup, hvor han gik på den danske skole, der i øvrigt kun havde to klasser til samtlige årgange. Det var eksotisk, hver gang vi startede den grønne Lada og kørte sydpå for at være hos bedsteforældrene. Min bror, som i øvrigt havde vandrende pinde og ørkenrotter, og jeg var meget tætte, for vi var jo de eneste på matriklen derhjemme, og vi ’slåssede’ også en del, og legede den klamme leg, hvor den, der lå nederst i slåskampen, risikerede at få en spytklat i ansigtet.

4. En herre på dansegulvet

Jeg er på vej til afdansningsbal, stolt over min vildt flotte kjole med bindereb i taljen – jeg følte mig som Laura Ingalls. Bemærk den lækre hårsætning – det man kalder rosenkrans, det fungerede åbenbart bedst med uvasket hår. Jeg var faktisk ikke meget for at gå til dans, for jeg var det store skrummel, der til sidst blev 173 cm, den højeste af alle, og derfor dansede jeg som herre i alle seks år. Jeg har stadig problemer med at agere blødt og kvindeligt i pardans, jeg tager helst et fast greb om ryggen på min partner og fører, det lærte jeg jo på Brøggers danseinstitut. I øvrigt undrer jeg mig over, at Vild med dans aldrig har ringet!

5. Opdagede blade på træerne

Jeg ligner noget fra en Tvindlejr, selvom jeg på ingen måde er vokset op i et hippiehjem. Jeg fik briller i første klasse, for jeg var stærkt nærsynet, og der opdagede jeg, at der var blade på træerne. Som nærsynet kunne jeg dog godt læse, engang var jeg på ferie hos familien på Sjælland, og der var vi syge og kedede os så meget, at vi lærte os selv at læse Mads og Mette og de andre børnebøger.

6. Ufarlige forelskelser

Jeg har aldrig rigtig gået til sport, ud- over en enkelt sæson med badminton af den simple grund, at jeg var forelsket i trænerens søn. Han var en smuk, blond, blåøjet fyr, der gik i klasse med min lillebror. Han bed dog ikke på krogen, så jeg meldte mig ud. Det var dén sportskarriere. Men skørtet var yndigt, syntes jeg. Alene at have det på gjorde, at jeg følte mig sporty. Jeg var ikke en, der havde kærester, jeg havde det fint med bare at være forelsket i nogen og skrive deres navne på mine bøger ved siden af navnet på min hest og Bruce Springsteen, så kunne min far også følge med i det. Det var meget ufarligt, og drengene fandt aldrig ud af det.

7. Ikke den store dyreelsker

​Jeg havde en lang række såkaldte kæledyr, og jeg var hunderæd for de fleste. Undulater, kaniner, marsvin, hunde og katte. Især undulaterne var skræmmende. Min bror Jens lavede tillidsøvelser, hvor fuglene skulle flyve frem og tilbage mellem os. Fy for pokker – den dag i dag løber det mig koldt ned ad ryggen at være inden for tre meter af alt med fjer. Marsvinet Bonnie var knap så uhyggeligt. Til gengæld var den så skrækslagen for mig. Det blev aldrig godt. Den dag, hvor den døde, sang min bror: ’My Bonnie is over the ocean, my Bonnie is over the sea ... Ohh bring back my Bonnie to me.’ Nej tak. Alle tror, jeg er en, der elsker dyr – jeg kan godt li’ hundehvalpe, og jeg har respekt for katte, men det at have gnavere i bur giver ingen mening for mig.

8. Brillerne fik mig ind i varmen

Jeg havde lige fået de nye briller og var meget glad for dem. Dengang var jeg ikke ligefrem inde i varmen i 9. klasse, jeg lå pænt sagt i ydercirklen. Men så fik jeg disse briller og opnåede noget stort: Jannie fra klassen ville ha’ nogle magen til, dog med vinduesglas, Og hun var ikke hvem som helst, hendes mor havde den lokale og ret fancy Salon Hairline i Rønde, hvilket gav noget mere anerkendelse end en far, der lavede have-tv i gummistøvler og hørte P1. Det var stort for mig, og jeg voksede et par centimeter.

9. Vejrvært på TV2

Da jeg skulle skrive speciale om kultur-tv, havde jeg haft kontakt til TV2, og en dag ringede de til mig og spurgte, om jeg havde lyst til at tage en skærmtest som vejrvært. Det ville jeg da gerne, og jeg tog til Sprogø, der i 1995 havde en broforbindelse til Fyn. Jeg snakkede det bedste, jeg kunne, om vind og vejr og fik jobbet, hvor jeg havde fem dage med vejr og ti dage til at skrive speciale. Det var dengang, Voldborg og Jarnvig på DR var de store meteorologer, og vi begyndte på TV 2 at lave vejrhistorier, blandt andet om Storebæltsbroen. Som vejrvært skulle jeg pludselig styles og i bladene – det var nyt for mig.

10. Min fysiske alder er 57!

Jeg lavede et program med tv-læge Charlotte Bøving, som havde et modbydeligt apparat med, som kunne måle fysisk alder. Det fik jeg gjort på direkte tv og fik alderen 57 smidt lige i fjæset. Jeg er altså 47. Dertil er der kun én ting at sige: Hvad er der galt med 57? Det er da en dejlig alder! Så kiggede hun alvorligt på mig og sagde, at jeg skulle dyrke motion. Jeg kiggede tilbage med et fast blik og sagde: Ja, selvfølgelig... Det er så et år siden. Men jeg har det altså fremragende i min 57-årige krop! Har ikke haft en sygedag i over 20 år, har simpelthen aldrig prøvet at sygemelde mig i mine tyve års fastansættelse. Og jeg drikker og spiser alt, hvad jeg lyster, med stor fornøjelse og har fravalgt motion – på nær at jeg cykler til og fra arbejde.

11. Klam mand

Jeg har altid syntes, at det er skægt at klæde mig ud, og her var jeg klædt ud som klam mand – det kunne man godt dengang i 1992 – og holdt fest med veninderne. Vi købte billig whisky fra Netto og spillede poker i min lejlighed. Dengang havde jeg gået et par år på danskstudiet med litteratur og sprog på Aalborg Universitet.