Søren Ryge har solgt over 40.000 dvd'er med Anders og Julius. Det er rekord for tv-programmer på dvd i 2010.

Tåkrummende humor både over og under bæltestedet og kendte danskere på slap line . Det er, hvad tv-serien "Klovn" blandt andet kan byde på. Men det kan ikke hamle op med et par gammeldaws bondebrødre fra Djursland.

I hvert fald ikke når det gælder om at sælge dvd'er, og derfor har Søren Ryges serie af programmer om brødrene Anders og Julius nu sat Frank Hvams og Casper Christensens successerie på plads i dvd-salget.

Ifølge nye tal fra plade- og videobranchen er Søren Ryges dvd med Anders og Julius-programmerne nemlig den bedst sælgende i 2010. De seks sæsoner af serien "Klovn" må nøjes med en andenplads.

Også Danmarks måske mest kendte og populære tv-serie "Matador" får baghjul af Søren Ryge. Serien kommer ind som nummer tre.

Søren Ryges dvd har solgt over 40.000 eksemplarer, og dermed har tv-havemanden for længst sikret sig en platinplade. Sådan en får man nemlig, når man har solgt 30.000 dvd'er og plader.

Det er første gang, at nogle af Søren Ryges programmer er blevet udgivet på dvd. Men succesen betyder, at det ikke bliver sidste.

- Vi er helt overvældede over, hvor stor interessen har været for at købe Søren Ryges programmer på dvd, siger projektleder Kirsten Faster Andersen fra DR Multimedie.

- Det virker som om, der er et stort publikum til udsendelserne med Ryges lune og tempo, og det er måske et publikum, vi ikke normalt har haft så meget at tilbyde, siger hun.

/ritzau/