Hele Danmark kan i øjeblikket følge med i Irina Olsens store følelser og hjertesorg, da hendes personlige livskrise og skilsmisse udspiller sig for åben skærm i en ny dokumentarserie. 

Men midt i hjertesorgen er der alligevel én person, der får den ukrainske skønhedsdronning og tidligere skøjteløber til at smile. 

For i TV 2-dokumentarserien 'Irina i stykker' følger man Irina Olsen under hendes skilsmisse – og den pludselige, blomstrende forelskelse i en ny fyr. 

»Vi er jo sådan lidt teenagerirriterende, når vi er omkring hinanden. Oftest er det jo bare mig og ham,« fortæller hun og fortsætter. 

»Så der er ikke nogen, der ser det. Jeg kan mærke på mig selv, at jeg er en 38-årig kvinde, og jeg bliver helt teenager, når jeg er omkring ham, hvilket er dejligt for mig, men mærkeligt for alle andre,« lyder det fra en smaskforelsket Irina Olsen. 

Musikeren Carl Knast og skønhedsguruen Irina Olsen forsøgte at gå stille med dørene med deres forelskelse, men i tredje afsnit af 'Irina i stykker' sætter influenceren ord på, hvad hun føler for den danske musiker. 
Musikeren Carl Knast og skønhedsguruen Irina Olsen forsøgte at gå stille med dørene med deres forelskelse, men i tredje afsnit af 'Irina i stykker' sætter influenceren ord på, hvad hun føler for den danske musiker.  Foto: Lars E/Lars E Andreasen/Ritzau Scanpix

Det er i dokumentarseriens tredje afsnit, af influenceren sætter flere ord på, hvad hun præcis føler og den næsten ti år yngre danske musiker Carl Knast. 

»Jeg ville næsten ønske, at folk kunne føle, hvad vi føler for hinanden, men jeg kan ikke forklare det. Det er ikke bare det der med, at han tilfældigvis dukker op, han gør det, fordi han ved, at det betyder noget for mig,« fortæller hun videre. 

Og det er særligt Carl Knasts omsorg, som gør Irina Olsen blød i knæene. 

»Han er bare klar til at stå der, fordi han kan mærke, at jeg har brug for ham,« siger hun. 

Carl Knast under en af hans koncerter. Senest er han udkommet med singlen 'MILF', hvor Irina Olsen også optræder på singlens coverbillede. 
Carl Knast under en af hans koncerter. Senest er han udkommet med singlen 'MILF', hvor Irina Olsen også optræder på singlens coverbillede.  Foto: Nikolaj Bransholm/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix

Tilbage i januar kunne Irina Olsen fortælle til B.T., hvordan hun havde mødt sin nye flamme Carl Knast blot en måned efter skilsmissen med Morten 'dj Faustix' Olsen. 

Hun mødte ham nemlig under optagelserne til et andet tv-program 'Jaget vildt'.

Irina Olsen har tidligere blot sagt, at der var tale om 'tilfældigheder', da hun og Carl Knast mødte hinanden første gang.

Klippet af turtelduernes første møde bliver dog ikke vist på tv.