Da Henrik Krogsgaard for nylig rundede de 50, skete det på en for branchen utraditionel måde. Selv om der var inviteret omkring 100 gæster, var der ikke det sædvanlige opbud af kendisser og musik- og skuespillerkolleger.
Kun en håndfuld var inviteret, ellers prægedes festen af gamle venner og familie. F.eks. grandfætter Anton, der kom fra Lemvig, og som ikke havde været i København siden 1965, og onkel Steen fra Hørsholm.Henrik Krogsgaard, som p.t. er aktuel som kapelmester i Sønderborgrevyen, er heller ikke selv at finde blandt den sædvanlige horde af receptionsgæster.
»Jeg går aldrig til receptioner, med mindre det er folk, jeg holder uendelig meget af. Men omvendt ville de aldrig holde en reception. I mine øjne er åbent hus-arrangementer og receptioner noget, fanden har skabt. Jeg trives ikke i store forsamlinger. Der bliver snakket - men ikke talt. Til gengæld stortrives jeg ved mindre sammenkomster over en god middag, hvor vi får talt og ikke snakket.«
»Jeg siger min mening, og hvis folk ikke kan lide den, så går jeg min vej. Det er ikke for at være krukket, men jeg prioriterer mit liv efter, hvad jeg synes er væsentligt, og det er snak og sladder absolut ikke. Jeg kan tydeligt huske engang, da jeg optrådte på Amager Scenen, og min mor sad i salen og hørte, hvordan nogle kolleger blandt publikum rakkede stykket og spillerne ned. Bagefter mødtes vi i garderoben, og så er det da pudsigt at høre de selvsamme mennesker sige: »Guuuud, hvor var det pragtfuldt.«
Jeg prioriterer mit liv efter, hvad jeg synes er væsentligt, og det er snak og sladder absolut ikke.
Jeg har altid haft en god intuition, været ret god til at gennemskue mennesker, og den intuition er jeg blevet bedre til at følge med alderen.
Det betyder også, at jeg sjældent bliver skuffet over mennesker, for jeg forventer mig egentlig ikke noget af dem på forhånd. Derfor bliver jeg også ekstra glad, hvis folk f.eks. sender mig et brev.
For mig har alder faktisk ingen alder, for jeg har altid været glad for den alder, jeg har haft. Selv som barn, når mine kammerater gerne ville være store, nød jeg at have den alder, jeg havde.
Men alderen har fordele i kraft af, at man giver sig selv lov til at blive mere selektiv, og giver sig lov til at nyde de ting, man beskæftiger sig med. Jeg har stort set aldrig sagt ja til en opgave, jeg ikke glædede mig til. Der er jeg meget privilegeret.
Jeg ser en stor forskel på at at sige nej - og at sige fra. Det første har noget at gøre med, at man bliver spurgt eller indbudt. Hvis jeg siger fra, så har først gjort mig overvejelser, man giver det en chance, og hvis det så viser sig, at det ikke »er mig«, det kan være en tekst, nogle mennesker eller et sted, ja, så siger jeg fra - men det har først fået chancen.«
Henrik Krogsgaard lever i høj grad i nu'et. »Skulle jeg dø i nat, så har jeg ikke haft noget til gode. I øvrigt tror jeg, at der allerede for længst er sat dato på. Døden er vel lige så naturlig som det at blive født.
Hver dag er en gave, og hvis jeg en dag går i seng uden at være blevet rigere - altså ikke på penge, men på oplevelser og erfaringer - så har det været en spildt dag. Men dem er der heldigvis meget få af. Derfor bestræber jeg mig også meget på at gøre tingene færdige i dag og ikke vente til i morgen.
Skulle jeg overhovedet fortryde noget, er det, at jeg ikke genoptog min ridning noget før. De sidste to år har givet mig en ekstra dimension i tilværelsen:
Dimensionen hedder Comet - navnet på min hest. Jeg red som barn, men måtte lægge det på hylden på grund af travlhed med musikken, men jeg har hele tiden haft en længsel efter at genoptage ridningen. Da jeg havde talt om det i halvandet år, så traf min bror egentlig beslutningen: Så tag dog den krikke.
Den hest giver mig en frihed, jeg næsten aldrig har følt. Når jeg nu rider, så har jeg ikke engang ur på, og det siger faktisk det hele.
