Skuespiller Sonja Oppenhagen om en drøm, der altid vender tilbage, om minutterne, inden hun mødte sin søn for første gang, og om at ligne en, der ikke kan skælde ud.
Hvad har interesseret dig på det seneste?
»Biografier. Det skyldes jo nok, at jeg har kastet mig ud i at skrive min egen biografi. Derfor har jeg haft brug for at se eksempler på andres.«
»Jeg har egentlig altid sagt nej til at få skrevet min biografi, når nogen har henvendt sig, men her under corona var det bare, som om jeg pludselig havde tiden og lysten til det. Så mens jeg sad dér i mit sommerhus, begyndte tankerne til min egen biografi at spire.«
Hvilken fiktiv karakter kan du bedst se dig selv i?
»Jeg holdt meget af at spille Emily Dickinson, som var en amerikansk digterinde, og Marie Bregendahl, der var forfatterinde. Det er nogle skønne og stærke kvinder. Jeg ser nok mig selv i deres vilje og styrke til at gå efter det, som de gerne vil. At gennemføre de tanker og ideer, man har, og ikke bare tale om dem.«
Hvad har været dit livs længste minutter?
»Det må være, da jeg skulle have et planlagt kejsersnit. Dengang blev man bedøvet, så jeg syntes virkelig, at minutterne, hvor jeg blev kørt af sted, var lange. Jeg vidste jo ikke rigtig, hvad der skulle ske, og jeg var ganske ung. Men det var virkelig også nogle lange minutter, da vi stod i lufthavnen og ventede på, at min søn, der er adopteret, skulle komme med en flyver fra Sydkorea.«
Hvad er dit bedste råd mod kærestesorger?
»Man kan ikke give nogen råd mod kærestesorger. Jeg kan huske, da jeg selv var ung og havde kærestesorger. Så sagde min mor: 'Du kommer over det.' Senere blev jeg selv mor, og jeg har nu sagt det samme til min datter, og nu er det mit barnebarn. Men når man er i det, så tror man, at man skal dø. At det ikke går over. Men det gør det. Der er bare ikke andet at gøre end at vente. Man kan ikke give nogen råd, når man står på sidelinjen – andet end at lade tiden gøre sit arbejde. Og så kan man kun kysse dem og holde om dem, indtil det er ovre. For det er livets gang.«
Hvad er det sjoveste kompliment, du har fået?
»På et tidspunkt underviste jeg på Musicalakademiet, og en dag var der noget tv på. Jeg ænsede det dog stort set ikke – de gik bare rundt, de der tv-folk, mens jeg underviste. Men så var der nogle af eleverne, der kom for sent. Jeg blev meget vred, så jeg skældte de der unge mennesker ud og tænkte slet ikke over, at det ville komme i fjernsynet. Da de unge menneskers forældre senere så programmet, sagde de: 'Ej altså, hende der Sonja Oppenhagen, det var da noget, som hun spillede, ikke? At hun blev så vred? Det kan hun jo ikke i virkeligheden, vel?'«
»De kunne slet ikke forstå, at jeg kunne blive så vred. De troede, at jeg spillede skuespil. Folk tror generelt ikke, at jeg kan blive sur, fordi jeg ser ud, som jeg gør. Jeg ved ikke helt, hvad det er. Måske er det min udstråling, som på en eller anden måde sender et signal om, at jeg kun er et blidt og sødt menneske – men det er jeg jo ikke. Jeg er jo et menneske ligesom alle andre, der kan blive vred og sur. Men det synes jeg altså var et lidt sjovt kompliment, ha, ha.«
Hvad har du truffet af vigtige beslutninger?
»Der har jo været mange. Jeg har været igennem flere ægteskaber og taget vigtige beslutninger. Men den vigtigste beslutning er vel nok, at selvom man bliver skuffet, og selvom man går igennem nogle bekymringer og sorger, så gælder det om at beslutte sig for at bevare troen på den store kærlighed. Og det har jeg besluttet dengang, hvor jeg mødte min nuværende mand, og vi giftede os. Der besluttede jeg at bevare troen på, at kærlighed kan bestå.«
Hvilket råd ville du give til dit yngre jeg?
»Hvis jeg skulle give et råd til ungt menneske, ville det være: 'Rejs ud i verden og oplev en masse.' For jeg tror, at jo mere man kommer ud og ser noget andet, jo mere kan man finde sit eget ståsted. Jo mere finder man ud af, at der er så mange forskellige måder at leve på – og at det kan være helt anderledes end hjemme i vores egen lille andedam, hvor der er så trygt og godt. Og hvad man end kaster sig over, så gør dig umage.«
