Skuespiller og instruktør Joy-Maria Frederiksen blev mobbet som barn, og det lå ikke i kortene, at hun skulle blive til noget. Men indimellem møder man nogle mennesker, der skubber en i den rigtige retning. Og det skete for hende. Dog ulmer barndommens traumer stadig i hende, men den har også givet hende egenskaber, hun kan bruge i sit arbejde.
Hvad er du mest stolt af?
»Overordnet er jeg mest stolt af, at jeg har klaret mig nogenlunde godt igennem tilværelsen med min brogede opvækst. Når jeg sammenligner mig selv med andre mennesker og tænker tilbage, kan jeg godt tænke for mig selv, at det var godt gået.«
Hvad var det for en opvækst?
»Der var mange ting. Jeg havde en meget alkoholiseret far, som jeg først lærte at kende som 18-årig, da han valgte at tage kontakt til mig. Jeg var alene med min mor, og der var ikke rigtig tradition i familien for at tage en videregående uddannelse. Jeg blev også virkelig mobbet i skolen. Der var mange ting, som kunne have skubbet mig i en anden retning, og det kunne være gået meget værre. Men det skete ikke.«
Hvorfor tror du ikke, det skete?
»Jeg ved det ikke. Nogle gange kan man tænke, der findes engle, der passer på en. Man møder nogle gange de rigtige mennesker. Jeg dansede for eksempel og havde en fantastisk danselærer, og jeg blev inspireret og så op til hende. Så jeg tror, at jeg har været heldig med de mennesker, der har krydset min vej og vist mig nogle andre veje, som jeg kunne gå.«
Hvem er det for eksempel?
»Det er blandt andet min dansklærer i folkeskolen. Hun var nok årsagen til, at jeg aldrig flyttede skole, selv om jeg virkelig blev mobbet. Hun var en fantastisk lærer og menneske. Hende har jeg virkelig set meget op til gennem min skoletid.«
Har din opvækst givet dig en styrke?
»Ja, den har selvfølgelig også givet mig en masse svagheder, men den har også givet mig en styrke. Jeg tror, den har givet mig en dybere forståelse for, hvordan mennesker fungerer, og en stor empati, og det bruger jeg meget i mit job som instruktør. Selv om folk opfører sig som skiderikker, kan jeg godt se ind bag det og forstå, at der nok er en årsag til det, og i mit arbejde kan jeg så bedre forstå nogle karakterer, og hvorfor de handler, som de gør.«
Hvilke svagheder har det givet dig?
»Det har givet mig den svaghed, at jeg er slem til altid at skulle please alle andre i stedet for bare at tænke på, hvordan jeg selv gerne vil have det. Jeg beundrer meget folk, der melder klart ud, hvad de mener, og hvordan de gerne vil have tingene. Jeg er tilbøjelig til altid at forsøge at mærke rummet, og hvad hver især gerne vil have, og så forsøge at finde en løsning, alle kan gå med på. Mobningen i min barndom har gjort, at jeg ikke er super dygtig i store kvindegrupper. Mobning slipper man aldrig helt – heller ikke som voksen. Jeg har sådan et føle- og mærkeapparat, som gør, at jeg opfatter alle følelser og spændinger i et rum – også ting, der aldrig udvikler sig til en konflikt. Men jeg mærker det, og så reagerer jeg på det ret tidligt. Det, synes jeg, er en svaghed, og jeg ville ønske, at jeg kunne lægge den egenskab fra mig.«
