Skuespiller Johannes Nymark har altid fået at vide, at han er sådan en pæn mand.

Men han mener også selv, at han er mere end det. Faktisk nyder han mest at spille de roller, som er alt det, han ikke er privat. Det får ham til at føle sig fri. I hvert fald så længe han glemmer sin egen indre, fordømmende stemme.

Hvornår har du nydt dit arbejde mest?

»Når jeg har følt mig hundrede procent til stede i en arbejdssituation, hvor jeg ikke dømmer mig selv og det, jeg laver, eller vurderer og analyserer, inden jeg er færdig. Når jeg føler mig fri i kroppen og i hovedet. Dér nyder jeg mit arbejde mest. Det kan for eksempel være ved at improvisere.«

»Jeg har gennem seks år været en del af teatergruppen FELT, hvor vi, syv skuespillere, har arbejdet med at undersøge, om man kan skabe teaterforestillinger, som er helt improviserede, hvor intet er aftalt på forhånd, men hvor der alligevel opstår en sammenhængende historie eller handlingsforløb ved at være fuldstændig til stede i rummet og søge en slags åbenhed og forbindelse til hinanden – uden ord. Vi har oplevet, at man kan rigtig meget igennem energi og netop åbenhed. Men det kræver træning ikke at dømme sig selv og hinanden. Når det lykkes, er det en rigtig fed følelse.«

Har du tidligere haft svært ved at lade være med at dømme dig selv?

»Det korte svar er ja. Jeg har altid været ret perfektionistisk og stræbt efter at gøre tingene så godt, jeg kunne. Nogle gange stemmer det at gøre sit allerbedste jo ikke overens med det niveau, man ønsker at opnå, og det kan give anledning til frustration. Det kan jeg huske eksempler på helt tilbage fra folkeskolen, hvor jeg havde høje ambitioner, men ikke altid kunne indfri dem.«

»Det var ikke en følelse, jeg brød mig om, men den fungerede rigtig godt som motivation til at øve sig. På samme måde har jeg været perfektionistisk i mit arbejde, og jeg bryder mig ikke om at levere noget, jeg ikke selv er tilfreds med. Igen er det en kæmpe motivation. Men hvis den perfektionisme kammer over og bliver en indre fordømmende stemme, så bliver det jo hæmmende i stedet for motiverende, og det er ikke godt. Som kunstner bliver jeg ofte bedømt for det, jeg laver, men opfattelsen af kunst er jo ofte subjektiv. Derfor er min egen personlige vurdering vigtig. Så længe jeg ikke dømmer for hårdt og går i stå.«

Foto: Miklos Szabo
Vis mere

Hvis ikke du skulle være skuespiller, hvad ville du så gerne være?

»Jeg har vidst, at jeg ville være skuespiller, siden jeg var barn. Faktisk siden jeg som 12-årig første gang stod på en teaterscene. Inden da tror jeg, at jeg ville være pilot eller bager, for jeg elsker kage. Optimalt set en blanding af de to, så jeg kunne flyve kager hjem til min familie. Men så kom skuespillet altså og tog over. Og jeg har egentlig aldrig vaklet i det valg. Det skyldes sikkert, at jeg altid er blevet bakket hundrede procent op af mine forældre i at gøre det, jeg allerhelst ville. Også selvom det betød en ret usikker levevej.«

»Da jeg var lille, gik min far hjemme og skrev bøger som filosof, så jeg tror godt, at han kunne sætte sig ind i det med at gå efter sine drømme. Og min mor var heldigvis enig. Hvis jeg alligevel blev tvunget til at lave noget andet end at være skuespiller, så skulle det nok være noget med at skrive historier selv eller måske noget med tv. Jeg har også altid været glad for tal, så måske jeg skulle blive matematikprofessor.«

Har du en drømmerolle?

»Jeg har aldrig rigtig tænkt på det med en drømmerolle, men hvis jeg tænker på egenskaber i en karakter og de universer, jeg bedst kan lide at dykke ned i, så må det være en rolle som Hannibal Lecter. Jeg har altid elsket gyserfilm og jo mere psykologisk jo bedre. Og jeg kan mærke, at jeg virkelig får noget ud af at udforske mørket i menneskets sind og det univers, som den type film ofte foregår i.«

»Jeg er opdraget til, at man skal opføre sig ordentligt over andre, og det, tror jeg, har sat sig som en rimelig høj moral og samvittighed i forhold til mine omgivelser. Måske derfor elsker jeg, når jeg kan give slip på alt det i mit arbejde. Bare være den dumme og klamme idiot, som jo måske bor langt inde i de fleste af os, men som vi lærer at holde væk for at fungere i livet.«

»Jeg har også altid fået at vide, at jeg er sådan en 'pæn' mand. Det har uden tvivl været positivt ment, men det har givet mig en følelse af at blive sat i en boks, hvor der ikke er plads til at være andet. Og jeg ved, at jeg er mere og andet end bare pæn. Derfor elsker jeg at arbejde med det modsatte i mine karakterer, og det har jeg heldigvis også fået lov til at arbejde med ved flere lejligheder.«