Skuespilleren Jussie Smollett mistænkes for at have løjet om et overfald begået af Donald Trump-tilhængere.

Skuespiller Jussie Smollett er sigtet for at forstyrre den offentlige orden og afgive falsk forklaring. Det oplyser en talsmand for politiet i Chicago onsdag.

Den amerikanske skuespiller, der er kendt fra tv-serien 'Empire', er mistænkt for at have løjet om et overfald, som han anmeldte i januar.

Smollett, der er sort og erklæret homoseksuel, henvendte sig den 29. januar til politiet i Chicago og fortalte, at han var blevet overfaldet af to tilsyneladende tilhængere af USA's præsident, Donald Trump.

Foto: ANGELA WEISS
Vis mere

Ifølge Smollet skulle de to maskerede mænd have råbt racistiske og homofobiske skældsord efter ham, ligesom de skulle have hængt en løkke om halsen på ham og hældt blegemiddel ud over ham.

'Jussie Smollett er nu officielt klassificeret som en mistænkt i en kriminel efterforskning ledet af politiet i Chicago. Han er mistænkt for at have afgivet falsk forklaring over for politiet (en forbrydelse i kategori fire),' skriver polititalsmand Anthony Guglielmi på Twitter.

'Betjente er netop nu ved at fremlægge beviser for et nævningeting i Cook County,' tilføjer han.

Jussie Smolletts advokater har ikke kommenteret sigtelsen.

Skuespilleren risikerer mellem et og tre års fængsel, hvis han findes skyldig i at have løjet over for politiet.

36-årige Smollett har holdt fast i sin historie siden anmeldelsen. Dog har det ikke været muligt for politiet i Chicago at finde overvågningsvideo eller billeder af det påståede overfald.

Også på de sociale medier vokser mistanken om, at Smollett har opdigtet overfaldet.

I sidste uge afhørte politiet to nigerianske brødre, der var blevet genkendt på overvågningsbilleder nær det påståede gerningssted. Brødrene blev løsladt to dage senere uden sigtelse.

Efterforskerne forklarede brødrenes løsladelse med, at der var fundet nye beviser i sagen.

Jussie Smollett har givet talrige interview om den påståede hændelse til amerikanske medier, mens hans forslåede ansigt har cirkuleret på de sociale medier.

LGBT-miljøet, som Smollett er en del af, reagerede med afsky, og amerikanske senatorer som Kamala Harris og Cory Booker fordømte angrebet.

/ritzau/Reuters