Hundredevis af unge står i kø for at komme ind på Væksthuset - Gladsaxe Teaters "Teaterskole".

»Her. Stop. Den scene skal vi stramme op. Der hvor du siger: »Jeg var virkelig langt nede. Rigtig deprimeret - du bællede bare i aften. Her kan du godt holde en ordentlig pause, Jacob. Og Birgitte: Stir intenst på ham. Der er lidt Egon Olsen over det, som I spillede før. Vi prøver igen,« instruerer Pierre Westerdahl de to unge, der står på scenen i Gladsaxe Teaters Væksthus.

Hundredevis af unge, håbefulde talenter står i kø for at komme ind på Væksthuset, Gladsaxe Teaters »Teaterskole«, der nu er i fuld gang med prøverne til sæsonens andet stykke, Steven Sondheims »Company«.

14 skuespillere in spe i alderen 18 - 25 år er optaget ud af ansøgerskaren, og de får i løbet af seks måneder en teoretisk og praktisk erfaring inden for scenekunstens områder, musik, dans og skuespil.

Prøv drømmen af

»Hensigten med Væksthuset er netop at give de unge en chance for at finde ud af, om det skal være den usikre levevej, de vil vælge. At dømme efter det første hold unge, der ligeledes talte 14, er de tre allerede kommet ind på officielle teaterskoler, og ni har i løbet af sæsonen været beskæftiget med professionelt teater efter »uddannelsen« i Væksthuset,« fortæller instruktøren Pierre Westerdahl.

»Det er her, de unge kan prøve drømmen af og finde ud af, om der skal drømmes videre; det hele i et miljø, der er så tæt op af de rigtige teaterskoler som muligt.«

»Og det er virkelig et rørende tilbud. Både at få lov at prøve sig selv af, inden man spilder for mange år på at komme ind på en rigtig teaterskole uden helt at vide, om det er det rigtige. Men også at det hele kun koster 2500 kr. for et halvt år,« mener Birgitte Hjort, 19 år, der spiller sammen med bl.a. Jacob Chammon på 20.

»Det giver en stor tryghed at få lov til at blive undervist af professionelle lærere i sang, dans, musik og dramatik,« mener Jacob.

Jacob føler sig meget privilegeret, idet han samtidig med »uddannelsen« arbejder som salgsassistent i Illums Bolighus, hvor han sælger dyner og badeudstyr.

Selvdisciplin

»Min chef har givet mig sommerferie i seks uger, inden jeg den 1. september begynder som afdelingschef for julepynt, hvor jeg på tre måneder skal omsætte for fem millioner. Det kræver struktur og selvdisciplin, og det er en kæmpe udfordring. Nøjagtig lige som her i Væksthuset,« siger Jacob, der havde sin første rolle i et amatørteater i Hjerm ved Vestkysten, da han var fem år.

»Jeg fik en rolle, hvor jeg skulle spille en ballerina, der fem gange skulle sige: Også mig,« mindes han grinende.

Birgitte Hjort har spillet med i skolekomedier siden anden klasse. Hun debuterede i et belærende stykke om vejskilte.

»Ja, jeg var ubetinget vigepligt. Men siden blev jeg altså Dronningen i Snehvide. Til optagelsesprøven her i Væksthuset tog jeg en bid fra »Jernbyrd« - det er der vist mange, der gør, har jeg forstået på Pierre.