Der er mange måder at få opmærksomhed på. Og den nykårede Miss Puerto Rico fandt i forgårs på en helt ny. Hun opdigtede således angiveligt et attentat imod sig selv.

Ifølge den smukke Miss Ingrid Marie Rivera havde ondsindede og misundelige konkurrenter ikke alene blandet peberspray i hendes makeup. Også aftenkjolen var sølet ind i den ækle substans, der giver røde udslet og stærk kløe. Og et mirakel var det selvfølgelig, at den søde og alligevel seje pige vandt konkurrencen.

Nu er problemet bare, at det lokale politi har kigget lidt tættere på hele miseren. Og ifølge People Magazines website, tyder meget på, at det hele bare var en lodret løgn. I eftermiddag skal stakkels Ingrid Rivera medvirke i USA's mest sete morgenprogram 'The Today Show'. PR-stuntet virkede. Men måske går det alligevel ikke helt som den kløende Miss havde planlagt. Today-vært Matt Lauer har nemlig skumle planer om at udspørge den skønne puertoricaner om hendes 'uheld'.

Fortsættelse følger.