Den meget flittige forfatter og musiker Thorstein Thomsen, som skrev 'Da Lotte blev usynlig', er død, 71 år.

Musikeren og forfatteren Thorstein Thomsen, som står bag hundredvis af bøger og sange, er død efter længere tids alvorlig sygdom. Han blev 71 år.

Det skriver Politiken fredag.

Thomsen fokuserede tidligt i sin karriere som forfatter især på børne- og ungdomsbøger.

Hans mest kendte værk er i dag nok 'Da Lotte blev usynlig' fra 1982.

Den blev i 1988 til en tv-serie i seks afsnit på DR med den folkekære kendingsmelodi 'Hulubulu (Lotte, hvor er du henne?)'.

Men serien om syvårige Lotte, der forsvinder, når hun trykker på sin navle, er langtfra meget flittige Thomsens eneste værk.

Ifølge Gads Forlag har han i løbet af sin karriere skrevet over 100 børnebøger, ti romaner til voksne og omkring 500 sange, hvoraf de fleste var til børn.

Han var flere gange blandt de danske forfattere, som fik fleste bibliotekspenge.

Blandt hans andre værker kan nævnes 'Den, der hvisker, lyver' fra 2006, som blev nomineret til flere priser, og 'Sne på hendes ansigt', der blev en bestseller.

Som musiker dannede Thomsen blandt andet Charlatangruppen, som han i 1970erne og 1980erne var sanger og sangskriver for.

Han stillede også op i Dansk Melodi Grand Prix i 1979 sammen med sin hustru, Pia Dalsgaard, med nummeret 'Maja & bruttonationalproduktet', der blev nummer ni.

Som ung var han med i flere band. Han var blandt andet pianist for C.V. Jørgensen fra 1974 til 1975.

Thomsen blev født i 1950 i Jægersborg ved Lyngby.

Ifølge Ekstra Bladet efterlader han sig sin hustru og parrets datter.

/ritzau/