Dommen endte egentlig helt, som både anklager og forsvarer ønskede, da journalist og tv-vært Sisse Sejr-Nørgaard i marts blev dømt for stalking.
30 dages betinget fængsel, lød Københavns Byrets dom.
Alligevel sidder Sisse Sejr-Nørgaard fredag formiddag i Østre Landsret i Københavns Nordhavn, som skal behandle sagen som en ankesag.
Mens hun accepterede byrettens dom, vurderede Statsadvokaten, at hun skulle straffes hårdere, end anklageren fra Københavns Politi havde påstået i byretten.
Da retsmødet skal til at begynde, er der mødt så mange journalister og tilhørere op, at flere må afvises, og der må hentes ekstra stole.
I vidneskranken fortæller journalisten da også, at den store medieomtale har haft store konsekvenser.
- Det har en enorm effekt på min familie og venner, siger hun.
- Økonomisk er jeg slået ud af kurs. Det har kostet vanvittigt mange penge. Jeg skal jo kunne tale mig selv frem. Det er min egen skyld.
Statsadvokaten har ikke på forhånd oplyst, hvilken straf den går efter i landsretten.
Men Højesteret har tidligere slået fast, at stalking som udgangspunkt skal straffes med ubetinget fængsel. Altså en straf, der skal afsones - eventuelt med fodlænke.
En betinget dom skal derimod ikke afsones, men den dømte skal overholde nogle betingelser - blandt andet om ikke at begå kriminalitet i en periode.
Det var i sommeren sidste år, at Sisse Sejr-Nørgaard udsatte en anden kvinde for stalking og identitetsmisbrug gennem cirka en måned.
Hun opdagede, at kvinden havde en beskedkorrespondance med hendes mand, journalist Esben Bjerre. Ifølge Sisse Sejr-Nørgaard havde de en affære.
Og så indtastede Sisse Sejr-Nørgaard offerets personoplysninger i mindst 81 formularer, så kvinden fik tilsendt nyhedsbreve, bookingbekræftelser, telefonopringninger og beskeder.
Hun kalder stalkingen for "komplet idioti".
- Jeg kan i dag - efter halvandet år - sige, at jeg aner ikke, hvem det menneske var, der kom til verden den dag, siger hun.
I byretten tilstod hun og rettede henvendelse til kvindens bistandsadvokat og gav en undskyldning. Den gentager hun fredag i landsretten.
- Jeg mener den fra bunden af mit hjerte, lyder det.
Dommen ventes senere fredag.
/ritzau/
