Simi Jan i trafikulykke: Talibankrigere kom os til undsætning
TV 2-korrespondenten Simi Jan fortæller, at hun har det godt trods omstændighederne, og at talibanerne kom de forulykkede til hjælp.

TV 2-korrespondenten Simi Jan fortæller, at hun har det godt trods omstændighederne, og at talibanerne kom de forulykkede til hjælp.

Det var ved at ende fatalt galt, da TV 2's udenrigskorrespondent Simi Jan for nylig var involveret i en voldsom trafikulykke i Helmand-provinsen i Afghanistan.
I et længere opslag delt på Instagram og Facebook beskriver den 42-årige journalist den voldsomme hændelse, og hvordan hun fik trukket sig selv ud af bilen efterfølgende.
Alle kom ud med livet i behold, men nogle mere kvæstet end andre. I den modkørende bil var ti mennesker mast sammen. Et barn græd af chok, og hans mor blødte fra hovedet og foden.
- Jeg fandt mit medicinske kit frem og rakte dem desinficerende servietter. Og indså i dette splitsekund, hvor heldige vi havde været. Og hvor livsvigtigt mit kit var, beskriver Simi Jan blandt andet i opslaget.
I Afghanistan er hospitalsvæsenet kollapset, og der var ingen sygehuse, ambulancer eller helikoptere i nærheden.
Selv slap Simi Jan billigt med skrammer, fortæller hun.
- Hvordan vi kom videre derfra, er en lang historie. Men jeg kan afsløre, at flere talibankrigere kom os til undsætning. Og jeg endte med at sove på et stengulv i et lerhus midt i de smadrede huse i Helmand.
Med sig fik Simi Jan sin mobiltelefon, hvor hun har dokumenteret situationen i Afghanistan.
Hun rejste for nylig tilbage til det krigshærgede land for at beskrive Afghanistan efter Talibans magtovertagelse.
- De optagelser var vigtige historier, skriver hun i opslaget og uddyber:
- Om børn, der sulter. Børn, der bliver solgt af deres forældre. Underernærede børn på hospitalet. Om mennesker, der lever under Taliban-styret. Om ødelæggelserne efter den tyve år lange krig. Og alle de søde mennesker, jeg havde mødt på min rejse rundt i landet.
/ritzau/