Det er kun et par uger siden Sienna Miller gjorde det forbi med Rhys Ifans, men det forlyder allerede, at hun har fundet en ny kæreste. Skuespillerinden skal have forelsket sig Balthazar Getty fra TV-serien 'Brothers Sisters'.

Sienna brød med Ifans i midten af juni, angiveligt fordi han var blevet for jaloux og besidderisk. Parret nåede at bo sammen et års tid.

I sidste uge så det dog ud til, at skuespillerinden var kommet sig helt over det kuldsejlede parforhold. Hun blev fotograferet i Hollywood sammen med Getty og så ud til at svæve på en lille lyserød sky.

Ifølge den britiske avis News of the World var det Millers ekskæreste Matthew Rhys, som præsenterede skuespillerinden for den 33-årige oliearving og kollega.

- De gjorde sig stor umage for at finde et sted, hvor de regnede med, ingen ville lægge mærke til dem. De vover normalt ikke at gå i byen sammen og tilbringer det meste af tiden inden døre, fortæller avisens anonyme kilde.

Miller og Getty har andre end pressefolk at gemme sig for. Han er nemlig gift. Den 33-årige skuespillers kone, designeren Rosetta Millington, har forladt USA. Hun er fløjet til Italien med parrets fire børn.