Jørgen Thorup var medlem af Shu-bi-dua i 15 år, indtil han sidste år valgte at forlade gruppen. Han har skrevet en bog om tiden med et af Danmarks mest kendte orkestre og om sin egen udvikling som menneske.
Jørgen Thorup, 41, tager imod i den kæmpe store lejlighed på Østerbro, som han deler med sin kone, Kirsa. Sidste år havde han fast arbejde som tangentspiller i Shu-bi-dua. Nu er han debuterende forfatter og samtidig ude med sin første solosingle, der kommer på gaden 16. oktober. Men hvorfor har han haft behov for at skrive en bog om de 15 års op- og nedture med Shu-bi-dua og med de andre bandmedlemmer?»For det første er det en historie, der aldrig er blevet fortalt før. Jeg tror, at både fans og andre er interesserede i at høre om, hvordan arbejdet i sådan en gruppe foregår. Shu-bi-dua er et happy orkester, og medlemmerne har ikke på noget tidspunkt udtalt sig om noget som helst.«
»Vi både hadede og elskede at sidde til pressemøder og sige noget fuldstændigt åndssvagt. Vi udtalte os aldrig om familie, penge og andre private ting, for det drejede sig om musikken.
Men det kunne også virke som berøringsangst. Det kan være meget mærkeligt aldrig at udtale sig om noget, når nu man er en offentlig person. Og når man har været med i sådan et cirkus så længe, opstår der et behov for at fortælle om det.«
Jørgen Thorup siger, at han ikke har spurgt sine tidligere kolleger i Shu-bi-dua, om han måtte skrive en bog om dem. For som han siger: »De går jo heller ikke rundt til alle de gamle medlemmer og spørger, om de må lave en ny plade.«
»Jeg er ikke nervøs for deres reaktioner, men generelt spændt på modtagelsen, selvfølgelig. Og det da kan godt være, at nogle af shubberne ikke synes, de fremstår så flatterende.«
Allerede da Jørgen var barn, ville han være rockmusiker, og han var også med i flere skole- og ungdomsbands som forsanger og keyboardspiller.
Jørgen spillede rock, arbejdede som pædagogmedhjælper, vaskede op i Tivoli, gik på handelsskole og flyttede til England sammen med en kæreste for at tjene penge som fotograf. Men han ville stadig helst spille rock.
I 1985, kort tid inden han kom med i Shu-bi-dua, lavede han en maxisingle, der hed »Raproad«, sammen med lydmanden og produceren Roberto Johansson. Den blev nr. 1 på hitlisten i Portugal! Det blev Jørgen og hans makker nu ikke rige af, faktisk var de begge hjemløse i den periode, og de sov i Soundtrack Studiet i København, hvor Roberto arbejdede.
Her mødte Jørgen Michael Hardinger, og de to dannede Michael Hardinger Band.
Senere kom Jørgen med som keyboardspiller i Shu-bi-dua, og det skulle blive hans arbejde de næste 15 år.
Jørgen Thorup påtog sig hurtigt rollen som gruppens klovn og glade dreng, en rolle han efterhånden blev træt af.
»Jeg er den type, der godt kan lide at få folk til at have det godt. Jeg kan ikke lide, at der er dårlige vibrationer, så må jeg have folk til at grine. Jeg er en kombination mellem konfliktskyhed og glad person, der godt kan lide gode vibrationer. Når der er dårlige vibrationer, er det tit på grund af konflikter, men man løser jo ikke konflikter ved at hoppe rundt og sige mærkelige lyde. På et tidspunkt trak jeg mig ud af den rolle, for den blev enormt anstrengende.«
Jørgens mor døde af kræft i 1989.
»Da min mor døde, ændrede jeg indstilling til livet. Det er nok generelt, at når man er i tyverne, skal alting bare være fis og ballade derudad. Og det var det også. Indtil dér hvor min mor dør. Jeg begyndte at tænke meget over tingene. Faktisk ramlede det hele for mig.«
»Min daværende kæreste og jeg gik fra hinanden, og jeg fik en diskusprolaps, der sendte mig ned at ligge i tre måneder. Jeg fandt pludselig ud af, at der var noget, der hed en krop. Prins Henrik var blevet opereret og gik rundt ved krykker, og jeg så det værste scenario for mig: Jeg ville blive halvinvalid.«
»Kombinationen mellem fysikken og det psykiske gjorde mig rimelig sårbar, og det påvirkede hele min livsindstilling. Jeg lærte at være glad for det, jeg har og ikke udskyde tingene. Men udviklingen tog nogle år. Min fornuft sagde: »Bliv i Shu-bi-dua, indstil dig på konflikterne, livet er ikke lutter lagkage.« Men jeg gik rundt og var utilfreds indimellem, og det var svært at snakke med folk om, fordi alle kender Shu-bi-dua.«
»Jeg havde det virkelig dårligt, og det kunne ikke bare være fordi, jeg nærmede mig de 40. Jeg fandt ud af, hvad jeg ville finde mig i, og hvad jeg ikke ville finde mig i. Jeg kunne ikke revolutionere Shu-bi-dua, og jeg kunne ikke bare sige: »Jeg er med i Danmarks nationalorkester, jeg tjener gode penge, og jeg står på en scene«. Når det bliver en indre kamp, så er vi nogle, der må videre.«
Shub som identitet
Det var svært at tage beslutningen.
»Man er en shub. Det har været en stor del af mit liv og min identitet, og det har været sjovt og givende at være i det orkester. Men jeg har samtidig kæmpet for at få en solopladekontrakt i ti år, og det er først lykkedes mig nu, hvor jeg er gået ud af Shu-bi-dua.
Pladebranchen har ikke villet investere i én, der måske ikke havde tid til at pleje sin egen karriere, fordi han skulle ud at spille med Shu-bi-dua. Og i orkestret blev det nærmest betragtet som utroskab, hvis man spillede ved siden af. Det var nemmere, hvis man skulle ud at rode i tænder eller hente legetøj (bassisten Kim Daugaard er tandkirurg, og trommeslageren Peter Andersen er legetøjsforhandler, red.), for det er ikke direkte konkurrence til Shu-bi-dua.«
»Da jeg endelig tog beslutningen, efterlod det et kæmpe hul, men det føltes også, som om ti ton blev fjernet fra mine skuldre. Jeg har stor respekt for Dinger (Michael Hardinger, red.) og Bunden. De har - først sammen og siden Bunden alene - holdt sammen på Shu-bi-dua i 30 år, og det er okay, at der er en direktør eller to, for det er ikke bare fis og ballade, det er sgu en arbejdsplads - en af Danmarks bedste.«
»Men den psykiske del af det, det at skulle leve så tæt med andre folk og deres særheder, det er hårdt. Og efter 15 år trængte jeg til at komme videre. Selvfølgelig savner jeg det indimellem, men det var ikke kun sjovt. Ikke kun fedt.«
Jørgen Thorups første solosingle, »Conquer my heart«, er en sang, han skrev for ti år siden og optrådte med i Jarl Friis-Mikkelsens underholdningsprogram »Harry Måneskin«.
Pladeselskabsdirektør Kai Leitner har altid været sikker på, at sangen ville blive et hit, og nu udgiver han og Jørgen den i en updated 2001-version.
Jørgen satser på sin solokarriere nu. Han går ud og spiller med sit band, holder foredrag om at have været med i Shu-bi-dua, laver workshops på gymnasier og afventer modtagelsen af sin bog.
»Mit private liv er nok blevet sat lidt i baggrunden i den senere tid. Det har handlet om, hvordan coveret på bogen skal se ud, om det skal være rødt eller blåt, og om jeg ser pæn nok ud på billedet. Og det er lidt svært at tage alvorligt, når verden er kommet til at se så anderledes ud efter 11. september.
Men livet går videre. Og jeg glæder mig til at skrive og indspille min egen musik igen. Jeg har snakket om det i mange år, og mine venner er trætte af at høre på det!
Men nu tager jeg konsekvensen. En anden ting ved at være gået ud af Shu-bi-dua er, at jeg står på økonomisk bar bund. Så jeg skal til at kæmpe, men det er en kamp, som jeg glæder mig til.«
