Selskabet bag 'Den skaldede frisør – The Musical' har hidtil haft svært ved at finde fodfæste i disse coronatider, og det har medført flere holdningsskift undervejs.

Og nu er det altså blevet tid til endnu et af slagsen.

Tidligere har det lydt, at folk med billetter til marts-forestillingerne kunne få deres penge tilbage. Men ikke længere. Det oplyser selskabet One and Only Musical Teater fredag i en mail til billetindehaverne.

»Vi har ikke mulighed for at refundere pengene for billetterne. Refunderer vi alle billetter nu, overlever vi ikke i denne svære tid og ender med hverken at kunne refundere eller ombytte,« skriver selskabet.

Det er ikke første gang, One and Only Musical Teater først har meldt ét ud for siden at melde noget andet ud.

Først blæste man på statsminister Mette Frederiksens opfordring til at aflyse eller udskyde arrangementer med mere end 1.000 deltagere. Så udskød man alligevel.

Så lovede man som nævnt, at billetindehavere ville kunne få pengene retur. Og nu har man altså atter ombestemt sig. Eller har man?

I en mail til B.T. skriver direktør Jesper Winge Leisner, at man naturligvis gerne vil refundere billetter. Bare ikke lige nu.

»Vi er blevet ramt hårdt af at måtte aflyse stort set alle vores forestillinger lige efter premieren. Derfor afventer vi i disse dage resultatet af forhandlingerne i Kulturministeriet omkring kompensation til arrangører sammen med resten af vores branche,« skriver han og fortsætter:

»Opnåelse af kompensation er altafgørende for vores overlevelse. Det er grunden til, at vi har meddelt vores kunder, at de ikke kan få refunderet deres billetter her og nu, men først, når vi har fået vores kompensation. Den politik er med til at holde os i live, mens vi på tredje uge venter på svar fra kulturministeren.«

Direktøren oplyser desuden, at man, for at undgå yderligere misforståelser, har valgt at tydeliggøre budskabet på hjemmesiden for 'Den skaldede frisør' og på deres Facebook-side. Dette er sket, efter førnævnte mail er sendt ud.

Jesper Winge Leisner oplyser desuden, at langt de fleste billetkøbere har reageret med stor forståelse for One and Only Musical Teaters situation.

Ikke desto mindre har billetindehavere uanset hvad krav på at få deres penge refunderet, oplyser vicedirektør hos Forbrugerrådet Tænk Vagn Jelsøe.

»Hvis det er sådan, at man betaler for en vare eller en ydelse, og der sker en væsentlig ændring på pågældende vare eller ydelse, så har man krav på at kunne få sine penge tilbage.«

»Rent juridisk er der ikke skyggen af tvivl om, at billetindehaverne har krav på at få pengene tilbage.«

Vicedirektøren for Forbrugerrådet Tænk fortæller, at han sagtens kan forstå, at mange kulturvirksomheder føler sig klemt i øjeblikket.

Derfor henviser han også til, at billetindehavere kan undersøge mulighederne for at afsætte billetter til anden side, før de kræver pengene retur.

»Det er klart, at hvis det er en virksomhed, man har stor sympati for, kan der være en del, der forsøger at finde en anden løsning. Der er frit slag til at tænke kreativt, for hvis man selv kan komme af med billetten, kan man hjælpe virksomheden.«

Har man ikke mulighed for at komme af med sin billet, og afviser One and Only at refundere den, kan man gå til Forbrugerklagenævnet. Hvis man gør det, skal man dog være opmærksom på særlig én ting, lyder det fra Vagn Jelsøe.

»Problemet er, at hvis alle går til Forbrugerklagenævnet, og hvis virksomheden går konkurs, får man slet ingen penge. Man kan ikke plukke en skaldet høne, men det ændrer jo ikke på de rettigheder, man har.«