Godaften Danmark-værten skulle lige vænne sig til de nye studier på hovedbanegården. Det gjorde ondt

Vante rammer er en god ting, men det kan være sundt at få nogle nye. I Michelle Bellaiches tilfælde gjorde det dog rigtig ondt, da det gamle Godaften Danmark studie blev skiftet ud og et nyt kom ind.

Og når man er en travlt journalist som hende, så er der ikke tid til lige at stoppe op og se, om der er døre af glas.

- Jeg kan have så travlt, at alt andet kan være lige meget. Jeg gik ikke gennem studiet, jeg løb, alt hvad jeg kunne. Jeg vidste ikke, at det nye studie var lavet af glas. Så jeg bragede lige ind i døren, fortæller Michelle.

I sit andet program ’Klamphuggerne’ på Tv2 forbereder Bellaiche sig på en konfrontation med de svindlere, hvis forretninger hun pænt sagt ødelægger. Hun har fortalt sit kamerahold, at hvis hun bliver slået, så skal de filme videre. Så den 164 høje værts første tanke, da hun bragede ind i glasset, var ikke ’av’.

- Det første jeg tænker er ’Gud, det her slag kan jeg godt klare’. Jeg står stadig op, så det føles okay. Men så vælter det ud med blod, og der er jeg ved at dejse om. Men det er fordi jeg ikke kan tåle synet af blod, fortæller Bellaiche.

Glasdøren kostede hende en flækket læbe og en tur på skadestuen. Og derefter gik hun rundt hele ugen og lignede en vaskebjørn.

- Jeg lignede en, som havde fået tæsk. Sorte vaskebjørnsøjne og en hævet næse. Og så var det lidt fladt at sige, at jeg var løbet ind i en dør.