De seneste år har Sidse Babett Knudsen haft travlt med blandt andet franske film og den hypede amerikanske tv-serie "Westworld", men nu er den danske skuespillerinde igen at finde på rollelisten i en dansk film.

Hun spiller nemlig rollen som matriarken i en gangsterfamilie i filmen "Kød & Blod".

- "Kød & Blod" er en intens familiefortælling, der foregår i et kriminelt miljø i en dansk provinsby med et nådesløst blik på kærlighed, sammenhold og fællesskabets destruktive magt, lyder det i en pressemeddelelse.

Her bliver sløret for handlingen også løftet.

- Da Idas mor omkommer i en bilulykke, placeres den kun 17-årige pige hos sin moster og voksne fætre. Ida har ikke set sin mors side af familien i mange år, men hendes nye hjem er fyldt med kærlighed og varme. Ikke mindst på grund af familiens overhoved, den altdominerende Bodil (Sidse Babett Knudsen), der holder sammen på familien.

- Familiens kriminelle levevej bliver hurtigt hverdag for Ida, men det er ikke altid nemt at adskille vold og manipulation fra kærlighed og omsorg. Snart indser Ida, hvad hendes mor i sin tid flygtede fra, lyder det.

Filmen er instrueret af Jeanette Nordahl, og det er hendes første spillefilm.

- For de fleste af os er familien det fællesskab, hvis uskrevne regler vi lærer at kende, længe før vi begynder at forstå det større, omkringliggende samfund. "Kød & Blod" er en historie om behovet for at høre til, og hvilken pris vi er villige til at betale for at være en del af en familie, siger hun i pressemeddelelsen.

"Kød & Blod" er optaget på Nordfyn og får premiere den 12. marts 2020.

Se traileren her: https://youtu.be/SSlG3FAHFa8

/ritzau/