Litteraturredaktionen har skåret igennem og valgt de 10 bedste danske bøger fra året, der snart er gået.

10. Thomas Bredsdorff: Tøsne og Forsytia

Kan man være menneske uden sin hukommelse? »Tøsne og forsytia« handler på sin vis ikke kun om Thomas Bredsdorffs hustru, Lene, der blev ramt af Alzheimers, men er også et filosofisk skrift om, hvad et menneske egentlig består af, hvornår man er den, man er – og hvornår den, man er, ikke findes længere. En bog, der tager favntag med livet, når det klemmes op i et hjørne af en sygdom, der ikke blot er uhelbredelig, men også nedbryder selve ens menneskelige identitet.
Anna Mejlhede

ccc
ccc
Vis mere

9. Ida Jessen: Doktor Bagges Anagrammer

Doktor Bagge omskriver ikke kun ord i anagrammer. Han omskriver også virkeligheden. »Doktor Bagges anagrammer« er en selvstændig fortsættelse af den vidunderlige »En ny tid«, som havde Doktor Bagges hustru, Lilly, som fortæller. Stilistisk er det en genistreg netop at lade Doktor Bagges portræt stå for sig selv. For hvor Lilly Bagge helt i overensstemmelse med sit væsen legende let fyldte mange sider, lader Doktor Bagge sig tydeligvis tungere skrive frem. Sådan er det med en knudemand. Han vil ikke frem i lyset. Skal det endelig være, skal det være som anagrammer, der tvetydigt giver flere bud på, hvem han er.
Kathrine Lilleør

BMINTERN - ccc
BMINTERN - ccc
Vis mere

8. Peter Højrup Til stranden

I Peter Højrups formidabelt velskrevne roman »Til stranden« er der ikke meget, der er nemt, og hvis man er en læser, der gerne vil have et klart plot, en god del action og hvad der ellers hører mainstreamlitteraturen til, så vil man formentlig let lade sig frustrere over alt det, den ikke så nemme roman ikke rummer. Hvis man derimod sætter pris på et stensikkert flydende sprog, der uden stop (næsten) sætter ord på mennesker, relationer, tanker, snakke, steder, sanser, lugte og dette at være hin spisende, elskende, tvivlende enkelte OG på selve verdenssituationen, intet mindre, så er »Til stranden« sagen.
Søren Kassebeer

ccc
ccc
Vis mere

7. Troels Kløvedal: Alle mine morgener på jorden

I »Alle mine morgener på jorden« tager Troels Kløvedal læserne med på sit store livseventyr. Bogen bør være fast pensum for alle danske teenagere inklusiv deres curlingforældre. Skrevet af et menneske, der har formået at kigge ud mod verden og ikke ned mod sin egen navle. En eventyrer, der har søgt de fjerneste kyster, men aldrig glemt sin hjemstavn. En livsnyder, der vidste, hvor og hvornår der skulle tages fat for at nå målet – den næste havn. Vi har brug for en Kløvedal iblandt os – håber nogen griber stafetten.
Lars Rix

BMINTERN - ccc
BMINTERN - ccc
Vis mere

6. Peter Adolphsen: Rynkekneppesygen

Burlesk beskrivelse af det moderne samfund formet som en nært forestående fremtidsforestilling, hvor den unge Winnie angribes af et bænkebideragtigt rumvæsen, der graver sig ned i hendes navle. Gradvist bliver hun uhæmmet liderlig, og hendes hud rynkes til ukendelighed, hun smitter andre, som smitter andre, og snart er Danmark i rynkekneppesyge-undtagelsestilstand. Dette vanvittige, poetiske, nørdede og sarkastiske samfundsportræt er et vidunderligt og stærkt relevant værk om fornuft, følelser og adfærd.
Merete Reinholdt

ccc
ccc
Vis mere

5. Morten Ramsland: Æg

Det begynder i det herrens år 1311, dengang kong Erik holdt en enorm fest på markerne uden for en by i det nordtyske. Herfra folder »Æg« sig ud som en i ordets bedste betydning påtrængede roman, spækket med tableauer, som det er svært at ryste af sig, skrevet med en sanselighed, som får én til at tænke på alt det bedste af det sanseligste i dansk litteratur, fra Johannes V. Jensens »Kongens fald« og nedefter. Det er beskidt, liderligt, overtroisk og middelalderligt. Og helt igennem mesterligt.
Søren Kassebeer

BMINTERN - ccc
BMINTERN - ccc
Vis mere

4. Svend Åge Madsen: Af den anden verden

En ekstremt dristig og ambitiøst krævende roman i et stort forfatterskab, hvor der aldrig har været langt imellem eksperimenterne, udfordringerne og de fantastiske indfald. På kun 534 sider leverer Svend Åge Madsen sin egen originale og komprimerede version af en kultur-, teknologi- og socialhistorie, hvor nye erkendelser, opdagelser og tekniske udviklinger kapitel for kapitel eller »slæt« for »slæt« skrives ind i menneskenes historie. En temmelig foruroligende størrelse i bedste science fiction-tradition.
Jørgen Johansen

ccc
ccc
Vis mere

3. Sara Omar: Dødevaskeren

Mens danske kvinder skriver #MeToo ud for 20 år gamle klaps i måsen og lider under et postbuds sultne blik, er der en anden gruppe kvinder i samfundet, som må lægge ryg til regulær kvindeundertrykkelse. Sara Omar har skrevet en stærk og selvbiografisk debutroman og leverer et opsigtsvækkende indblik i, hvordan dagligdagen ser ud i en muslimsk kvindefornedrende voldskultur. Et overbevisende stykke litteraturhistorie - og i høj grad ønsket. Alle, som bestrider et politisk embede i Danmark, bør læse bogen.
Anne Sophia Hermansen

ccc
ccc
Vis mere

2. Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Sorgens Grundstof

Med et sjældent poetisk og historisk overskud af internationalt format genfortælles en ny skabelsesberetning og 200 års Europa-historie gennem tre skæbner – slaveefterkommeren Grace, den jødiske forretningsmand Ben og den armenske antikvitetshandler Hakob. Hver især kommer de i berøring med skindet fra en magisk muldvarp, der giver dem (næsten) evigt liv og mærker dem med sorgens grundstof. Et mesterligt værk gjort af den slags litterære urkræfter, der giver om ikke guddommelig så (med)menneskelig indsigt.
Merete Reinholdt

BMINTERN - ccc
BMINTERN - ccc
Vis mere

1. Naja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage

Naja Marie Aidts søn Carl blev kun 25 år. I »Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage« deler hun Carl og sit tab af ham med os. Bogen er et sammensurium af fragmenter, poesi, prosa, refleksioner, dagbogsnotater, erindringer, drømme, og det bærende spor tager form af en skildring af tiden, fra familien hører om ulykken, til der slukkes for Carls respirator. Nogle vil måske mene, at den slags er for privat til at dele. Men det er ikke den oplevelse, man sidder tilbage med. Jovist er det en meget personlig bog, men den gør os alle klogere på såvel døden som kærligheden. I al sin tristhed et lille mesterværk.
Per Krogh Hansen

ccc
ccc
Vis mere