Den amerikanske udgave af Anja og Viktor er ramt af censur. Unge under 17 år kun må se filmen i selskab med en voksen, fordi filmens figurer både køber kondomer, og (gisp!) - dyrker sex!

Anja og Viktors søde og sjove kærlighedsproblemer på teenage-niveau lå klar til at gå i hjerterne på amerikanerne. Men filmen 'The First Time', der er den amerikanske version af 'Kærlighed ved første hik', er ramt af film-censuren i USA.

- Det er jo den rene middelalder. De skælder ud på islam derovre, men de er selv så sexforskrækkede, at en yngre dreng i en film ikke må købe kondomer til sin storebror, sådan som det sker i min film.

Det siger filmproducent Regner Grasten til jp.dk. Han har 8,5 mio. kr. ude at svømme i jagten på at realisere sin amerikanske drøm: et folkeligt film-gennembrud i Hollywood-land.

Kontroversielle Regner Grasten har tidligere midt under en filminspilning ikke har været bleg for at hive adskillige sider ud af et manuskript for at få budgettet til at holde. Og for at slippe gennem censuren, skulle den danske film have klippet 30 minutter ud af 'The First Time'.

- Det ville til gengæld have ødelagt filmen, så det ville jeg ikke.

'The First Time' har fået censur-ratingen 'R'. Det betyder, at unge under 17 år kun må se filmen i selskab med en voksen.

- Det er jo galimatias ud fra en dansk betragtning, men censuren består af 'Soccer moms', der ikke er bekymrede for grov vold, men finder, at min film har et skrapt seksuelt indhold, der vil skade unge under 17 år, siger Regner Grasten til jp.dk

Han vil nu forsøge, at få 'The First Time' ud på kabel-tv, dvd og download. I den forbindelse forhandler den foretagsomme producent med kabel-tv selskabet Echo Bridge Entertainment.

'The First Time' får dansk premiere den 1. januar.