Kronprins Frederik er gået om bord på Beha-familiens skib "Wallenberg", som sejler rundt i de danske farvande.

Egentlig var planen, at Beha-familien skulle sejle sydpå på skibet "Havana", men de nåede ikke længere end til Spanien, før coronavirusset fik familien til at lægge kursen om.

Derfor er den folkekære tv-vært og hans familie stævnet ud for at udforske de danske kyster. Og det bliver til programmerne "Kurs mod danske kyster", som kommer forbi Smålandsfarvandet, det Sydfynske Øhav, Limfjorden og Læsø.

Familien har fået en gæst om bord af kongelig karat, nemlig kronprins Frederik, som er iført jeans, skjorte uden for bukserne og solbriller i håret.

Det fremgår af kongehusets officielle Instagram-profil, hvor den 52-årige tronarving giver et par ord med om sin deltagelse i programmet:

- Jeg er kommet om bord på familien Behas skib "Wallenberg", hvor vi sammen de næste dage sejler ud på eventyr til en række kyster i det nordjyske, siger kronprinsen i opslaget og fortsætter:

- Der er ingen tvivl om, at farvandene herhjemme er utroligt smukke, særligt om sommeren, og jeg glæder mig til at dele historier og oplevelser om vores dejlige sommerland med familien, når jeg kommer hjem, siger han.

Ifølge Mikkel Beha deler han og kronprinsen passionen for at sejle og dykke - og ikke mindst også at dykke ned i danmarkshistorien.

I de programmer, kronprinsen medvirker i, vil de også gå på land i det nordjyske og møde lokalbefolkningen og besøge nogle af områdets interessante steder.

- Vi har blandt andet besøgt nogle pensionerede fiskere, som på deres skønne dialekt fortæller om den tid, hvor de levede et hårdt og til tider farligt fiskerliv, fortæller Mikkel Beha Erichsen direkte fra "Wallenberg" til TV2 og fortsætter:

- Kronprins Frederik er bærer af Danmarks historie, og han er utroligt vidende om vores land, som han har besøgt på land og fra Kongeskibet "Dannebrog" gennem hele sit liv. Han er en kæmpe kapacitet at have med om bord, siger den 53-årige tv-vært.

Foruden kronprinsen og Mikkel Beha er også Mikkel Behas kone, Marian Midé Erichsen, og parrets to yngste sønner, Theis og Alfred Midé Erichsen, med i programserien.

Også parrets ældste søn, Emil Midé Erichsen, er med på nogle af etaperne, ligesom Alfreds kæreste, Madeleine, er om bord.

"Kurs mod danske kyster" får premiere på TV2 til juli.

Se billedet her: https://www.instagram.com/p/CBS0KxwA-oL/

/ritzau/