Den danske sportsstjerne har sagt ja til influencer og stylist Stephanie Gundelach. Parret har en søn sammen.

Nok er han kåret som verdens bedste håndboldspiller, men det er uden for banen, at Mikkel Hansen har scoret den største sejr af alle.

Den 32-årige sportsstjerne er nemlig blevet gift med influenceren og stylisten Stephanie Gundelach.

Det afslører Stephanie Gundelach på sin Instagram-profil, hvor hun har delt en række bryllupsbilleder fra den store dag.

Blandt andet af sin funklende diamantring og et sammen med parrets søn, Eddie Max.

De nygifte kendisser har dannet par i omkring fire års tid og blev i januar 2019 forældre for første gang.

- At blive forælder er meget større end alt andet. Der er ting i livet, som er væsentligt større end håndbold, sagde Mikkel Hansen til Eurowoman sidste år.

Der afslørede han også, hvordan han i sin tid mødte Stephanie Gundelach. Det var på Roskilde Festival tidligt om morgenen foran en bar, hvor Stephanie Gundelach iført en sombrero præsenterede sig som Julio.

Og derfra er resten som bekendt historie.

Parret og lille Eddie Max er i øjeblikket bosat i Frankrigs hovedstad, Paris, hvor Mikkel Hansen spiller for storklubben Paris Saint Germain.

Se bryllupsbillederne her:

https://www.instagram.com/p/CAD7rUBDPar/

/ritzau/