Det bliver en akavet affære i Viaplays nye komedie 'Kald mig far', som har Ellen Hillingsø og den danske Hollywood-stjerne Alex Høgh Andersen på rollelisten.

Tanken om at ens bedsteven kissemisser med ens egen mor kan formentlig få de fleste til at gyse.

Men netop den scoring sker i den kommende Viaplay-serie 'Kald mig far', som forventes at få premiere i 2023.

Serien er produceret af Nordisk Film Series for Viaplay, og de har sikret sig et stjernespækket cast.

De to bedstevenner spilles af Magnus Haugaard og den danske 'Vikings'-stjerne Alex Høgh Andersen, mens moren spilles af Ellen Hillingsø.

Alex Høgh Andersen og Magnus Haugaard er også bedste venner i virkeligheden, men resten er taget fra fiktionens verden.

»Det er igennem min og Alex' kærlighed til hinanden, at ideen til projektet er født, og den følelse prøver vi at bringe med igennem hele forløbet,« siger Magnus Haugaard i en pressemeddelelse og tilføjer:

»Det har dog slet ikke været en udfordring, da vi er en del af et hold, hvor kemien simpelthen er rigtig god.«

I de øvrige roller i den stjernespækkede serie ses blandt andre Tommy Kenter, Peter Gantzler, Bjarne Henriksen og Søren Sætter-Lassen.

/ritzau/