Det er to år siden, at Sarah Grünewald forlod værtstjansen på "Vild med dans".

Nu vender den 41-årige vært tilbage til underholdningsprogrammet, men denne gang er det som gæstedommer.

Det afslører TV 2 i et opslag på det sociale medie Instagram.

- En legende vender hjem i aften, lyder den korte tekst efterfulgt af en hjerte-emoji og et billede af den tidligere vært på programmet.

Her skal hun sidde til dommerbords med sæsonens faste panel, Lene James Mikkelsen, Marianne Eihilt og Sonny Fredie Pedersen.

Sarah Grünewald er 31. oktober den første gæstedommer i denne sæson, som bliver den sidste for dansekonkurrencen, som har kørt på TV 2 siden 2005.

Som gæstedommer bliver det med en noget anderledes opgave, end den hun havde, sidst man så hende i Vild med dans-studiet i København.

Hun stod nemlig i front for programmet i 11 sæsoner - først med Claus Elming, så Christiane Schaumburg-Müller og senest Martin Johannes Larsen som medværter.

Hendes første år som vært var i 2013 i programmets tiende sæson.

Hun stoppede som vært efter dansekonkurrencens 20-års jubilæum i 2023.

Det offentliggjorde TV 2, allerede inden sæsonen dengang begyndte.

- Det lyder måske lidt flyvsk og drømmefangeragtigt, men jeg tror, at vi nogle gange skal lukke nogle kapitler, så nogle nye kan åbnes i den her bog, som hedder "livet", sagde Sarah Grünewald dengang til TV 2.

- Jeg holder virkelig af at lave "Vild med dans". Men mavefornemmelsen siger, at det er det rigtige tidspunkt at sige tak for dansen.

Fredagens "Vild med dans" bliver en uhyggelig halloweenspecial.

Her skal endnu et par forlade programmet, efter at den del af konkurrencen var sat på pause i sidste uge i forbindelse med indsamlingen til "Knæk Cancer".

/ritzau/