Musikbranchen hylder Sanne Salomonsen for hendes karriere, og pladekøberne er stadig vilde med hende. Sanne er på toppen.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det er ikke det du siger« og »Den jeg elsker« har allerede udødeliggjort Sanne Salomonsen. I aftes fik hun en Æres Danish Music Award for sin samlede karriere - som den kun sjette.Endda i samme uge som hun har udgivet sit 12. studiealbum der røg direkte ind på salgslistens 1.-plads med 25.000 solgte. Og så landede hun også lige en svensk pladekontrakt med store Universal.
En af vores få hjemlige superstjerner og ikoner med et overflødigt efternavn er stadig helt på toppen.
»Det er jo det seje. Jeg har tænkt, at hvis jeg fik sådan en pris en dag, så er det som om, det er slut. Men jeg er midt i en ny beginning. Det er en stor ære, som jeg er meget stolt af. Det er jo et hædersbevis for det, jeg har brugt mit liv på,« siger Sanne, da B.T. som eneste medie møder hende, før hun fik sin ærespris.
Allerede i 1992 og 1995 blev hun æret som Årets sangerinde, da DMA hed Grammy. I år bliver hun 50. De 35 har hun fyret af på scenerne, hvor hun debuterede som 14-årig og straks opgav sin skolegang. Med det samme fik hun tilnavnet Lille Sanne Superstar. Og superstjernen har vist sig i både pop, rock, jazz, film, teater, revy, ja, hun var endda med i et par episoder af »Huset på Christianshavn«.
Føler sig 30-årig
»Jeg kan huske, da jeg var yngre og læste interviews med folk på 50, at de stadig følte sig som 30-årige. Det ku' man da ikke! Men sådan har jeg det også, og det gode er, at man kan nyde det mere nu. Det er fedt at blive rutineret. Som ung spillede jeg altid på liv og død. Sneakers blev også først sjovt, da vi var på genforeningsturné (i 1998; red.). Og jeg synes, det bliver federe og federe at sidde i en tourbus og bo på hotel med room service. Det er der mange, der bli'r trætte af. Jeg er vild med det. Det eneste jeg misunder de unge piger er deres stramme bindevæv.«
Sanne er ikke meget for at tale om højde- og lav-punkter. I bakspejlet er hun glad for alle sine erfaringer. Hun indrømmer dog, at hun »vitterlig ikke var vild med« dén musik, hun var med til i vokalgruppen Flair i den gryende karriere. Det blev valgt på grund af oplevelsen.
Solgte godt
Hendes kommercielle højdepunkt var omkring 1990, da hun først solgte 600.000 »Sanne«-plader og siden 400.000 »Where Blue Begins« - »det ku' jeg mærke på min levestandard. Men jeg var jo en sen bloomer. Anne, Hanne og Lis solgte flere hundrede tusinde længe før mig«.
Det personlige højdepunkt var, da hun med sin daværende mand, den svenske guitarist Mats Ronander, i 1988 fik sin søn Victor Ray - og det nye tilnavn Rock Mama. Derfor har det til tider ærgret hende, at hun ikke fik flere børn.
»Der var en periode, hvor jeg var lidt ked af, at jeg aldrig fik lov at prøve far, mor og børn. Men jeg må erkende, at det er jeg ikke gearet til. Jeg skal vist bare være glad for, at jeg fik lov at prøve det med Victor. Og nu glæder jeg mig over, at min bror har fået en lille pige som er rødhåret som mig, og jeg er gudmor til tre,« fortæller Sanne som også har været gift med bassisten Bo Stief, i starten af 70'erne.
Nu skal hun til at arbejde med, eller rettere mod, sit ry som Rock Mama og diva.
»Jeg har jo et image som divaen der kommer sejlende ind af døren med mit hof, fordi jeg altid har mit management med mig. Engang imellem kan jeg godt se det. At jeg er forkælet. Skal jeg nu stå her og vente igen? Men jeg tager ikke mig selv alvorligt. Og nu vil jeg prøve at komme ud af min lidt fastlåste Rock Mama-rolle med et visuelt flot one-woman show der drejer sig omkring mit liv og min musik. Og hvor jeg vil tage pis på mig selv.«
Om ni år er det så slut, har hun besluttet. Inden da er hun i svensk Grand Prix-finale på lørdag. Til april har hendes show premiere på Bellevue Teatret. Så er der sommerkoncerter. En satsning i Italien - hun er tilmeldt sprogkursus. Og så..., drømmene.
Politisk interesseret
»Jeg vil så gerne lave en plade med C.V. Jørgensen, og jeg ringer og plager ham hele tiden, men det bliver nok aldrig til noget. Men det skal det med Chris Minh Doky og en ny »In A New York Minute« i USA,« siger Sanne - som måske ender som partistifter.
»Jo ældre jeg bli'r, jo mere politisk engageret bli'r jeg. Jeg har altid holdt min kæft med den slags, men det kan jeg ikke mere. Jeg kunne godt tænke mig at stifte et nyt politisk parti: De visionelle. Et parti med ligesindede fra alle samfundslag der arbejder med værdiopfattelser. Jeg er skuffet over den overfladiskhed der er i politik. Der mangler næstekærlighed og mere uselviske politikere,« mener Sanne.
Sådan kan hun stadig nå at gøre meget for sin udødelighed. I den forbindelse fik vi vist i øvrigt ikke nævnt »Kærligheden kalder« og »Misbrugt og forladt«.
den@bt.dk
