Det betyder meget for sanger Katinka Bjerregaard, hvis hendes musik kan hjælpe andre. Hun bruger nemlig også selv musik i svære perioder og til at beskrive alt fra kærestesorger, som hun har lidt meget af, til den stille hverdag i rollen som mor.
En rolle, som hun har skullet bruge lidt tid på at vænne sig til.
Hvad er den største ros, du har fået?
»Det er rigtig dejligt med de sociale medier, fordi folk meget nemt kan skrive til en. Det, der rører mig meget, er, når der er nogen, der fortæller, at de har haft en hård periode i deres liv. Eksempelvis var der en pige, der fortalte, at hun havde haft en depression i lang tid, og at musikken faktisk havde hjulpet hende igennem det.«
»Jeg tror nogle gange, at når jeg tænker på min egen musik, så tænker jeg, hvem der egentlig gider høre på det navlepilleri? Så det der med at høre, at der er nogen, der har kunnet bruge det – det er virkelig en kæmpestor cadeau.«
Har du selv brugt musikken i svære perioder?
»Ja, meget. Jeg havde det, som om jeg havde kærestesorger i ti år, hvor jeg brugte musikken virkelig meget. Fra jeg var omkring 15 år, og nok til jeg var 25. Jeg har bare altid kastet min kærlighed på folk, som ikke ville have mig. Eller som måske var nogle idioter. Og i de situationer har jeg altid fundet noget musik, som beskrev følelsen. Altså følelsen af lort. Og det er det musik kan. Beskrive følelser. Alle kan jo snakke om kærestesorger, men kærestesorger er tusinde ting. Og der er det bare så dejligt at finde noget musik, hvor man tænker: 'Det er lige sådan der, at jeg har det nu'.«
Hvad bruger du musikken til i dag?
»I dag bruger jeg den, hvis jeg er vred. Eller musik, der beskriver hverdagen. Jeg har ikke altid holdt af den der stille hverdag, for jeg kan også godt lide, at der sker noget. Noget skævt og absurd. Men nu hvor jeg har fået børn, er jeg nødt til at holde af hverdagen. Og jeg er faktisk begyndt at nyde den. De der dage, hvor der ikke sker så meget. Og netop de dage er der heldigvis skrevet mange tekster om. Så det, synes jeg, er dejligt.«
Har det været en udfordring at finde ro i en hverdag med børn og familieliv?
»Ja, i starten. Det kom sig nok lidt af, at jeg troede, at det der med at blive mor var en ting, hvor jeg ville skifte lidt personlighed. Så i starten var jeg lidt forvirret over, hvorfor jeg stadig bare var mig. Men nu er jeg kommet over på den anden side. Så nu tænker jeg, at det bare er dejligt, at jeg har kunnet blive ved med stadig at være mig. Lidt har jeg selvfølgelig ændret mig – eller man kan sige det sådan, at det er, som om jeg har fået en ekstra lampe, der altid lyser over mine unger, og sådan en elastik, der gør, at selvom jeg har lyst til at tage ud i verden og drikke mig megafuld eller gå til koncert, så trækker elastikken mig hjem til mine unger igen.«
Hvorfor troede du, at du ville blive en anden, når du fik børn?
»Det er bare, som om der er sådan en mor-ting. Hvis man kigger på det udefra, kan det godt føles lidt som sådan en klub, hvor folk er meget uovervindelige. Og virkelig er gode til at tilsidesætte alle deres egne følelser over for den her baby. Og det var ikke ligefrem sådan, jeg havde det, da jeg fik mine unger.«
»Men man skal finde sin egen måde at klare verden på og finde sin egen vej i det. Det var bare lidt svært. Nok især fordi jeg troede, at det var sådan, at når man fik børn, så havde man ikke brug for mere. At så blev man helt fyldt op af dem, men det gjorde jeg bare overhovedet ikke.«
»Jeg trænger stadig til at snakke med mine venner og sådan noget. For børn er jo virkelig bare som en pose knogler i lang tid, indtil de begynder og snakke og sådan. Og det tror jeg lige, at jeg skulle lande i. At det er okay, at jeg havde det sådan. Jeg følte mig ikke pludselig som et helt menneske, fordi jeg var blevet mor – og sådan er det.«
»Jeg er bare meget glad for, at netop mine børn kom hen til mig, fordi de er virkelig sjove. Så det er rigtig fedt. Men det var ikke sådan, at jeg manglede en puslespilsbrik i mit liv, og så kom den, da jeg fik børn.«
»Det hører man ellers nogle gange, folk fortæller. Og fred være med det, at nogen har det sådan. I starten skulle jeg bare lige tænke, at der ikke var noget galt med mig, fordi jeg ikke havde det sådan.«
