Teatret har mistet sin prestige, og de unge gider ikke at købe årsabonnementer, lyder forklaringen.

I sæsonen 1981-1982 blev der solgt omkring tre millioner teaterbilletter, mens antallet af solgte billetter i sæsonen 2011-2012 for første gang nåede under to millioner. Ser man udelukkende på de seneste fem sæsoner, er der sket et fald på cirka 10 procent. Det viser en opgørelse, som kultursiden Søndagaften.dk har lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik, skriver Information tirsdag.

Ifølge lektor og fagleder ved Teatervidenskab på Københavns Universitet, Stig Jarl, skyldes det blandt andet, at der er mindre prestige i at gå i teatret i dag, end der var i eksempelvis 70erne og 80erne.

»Teatret var den primære kulturelle aktivitet. I dag er vi meget mere altædende,« siger Stig Jarl til Information. Samtidig peger han på, at de unge ikke gider at købe årsabonnementer, da de ikke vil binde sig til seks eller otte forestillinger over en sæson.

De største fald i tilskuertal ligger især hos de store teatre, som har svært ved at holde på publikum.

På Aalborg Teater er kommunikationschef Thomas Villefrance enig med Stig Jarl i, at faldet skyldes en kulturændring.

»Det handler om dannelsesbegrebet. Tidligere var det at »være dannet« direkte forbundet med at gå regelmæssigt i teatret. Derfor havde man en stor gruppe af faste abonnenter, som så sig selv som teatergængere. Det var en del af deres identitet. Der er teatret ikke lige så fremtrædende et parameter mere. Man går måske ud og spiser gourmetmad eller til en stor koncert i stedet,« siger Thomas Villefrance til Information.