For tiende gang ruller der en Robinson Ekspedition over TV3-skærmen. Denne gang dyster tidligere robinsoner imod Paradise Hotels labre larver og frække fyre. bt.dk har bedt om opskriften på succes.

Primitive forhold, for lidt mad og benhård konkurrence. Deltagerne i årets Robinson Ekspedition er ikke blevet sendt på badeferie.

Og hvis de unge og smukke Paradise-deltagere har bildt sig ind, at de skal slange sig med drinks i lækre bounty-omgivelser, så vinder de ikke. Til gengæld har de gode chancer, hvis de viser sig som sultne krigere, mener to tidligere vindere af Robinson.

- Vi er ikke dernede for at blive venner, men for at nogle skal hjem. Der må man være iskold. Du skal ikke blive indviklet i for meget. Det går ikke i sådan et spil, siger Dan Marstrand, der vandt ekspeditionen i 1999.

Han mener, at den eneste rigtige strategi er at gå målrettet efter sejren og hele tiden have fokus på den – også selv om det betyder, at du bliver nødt til at lyve eller bliver upopulær, fordi du kæmper så indædt. Det gælder om at gå så meget ind i spillet, at du smelter sammen med det.

- Så må du tage de problemer, der kommer. Det er dét og viljen, der gør, at du kan vinde, siger han.

Vær en flink fyr
Henrik Ørum, vinder af ’Det endelige opgør’ i 2002, er ikke så kold og krigerisk som Dan Marstrand og tror for eksempel ikke på løgnen som et effektivt middel. Ørum mener, at delmål er et vigtigt værktøj. Først skal du sætte dig for ikke at komme hjem som den første, dernæst at være med til sammenlægningen, ende i top fem og så videre. Og så skal du huske at være en flink fyr hele vejen igennem:

- Du skal være en aktiv del af fællesskabet og selv i pressede situationer have en positiv tilgang til tingene. Noget af det vigtigste er aldrig nogensinde at tale dårligt om andre. Hvis du ikke har noget godt at sige, skal du holde din mund, siger Ørum.

- Du skal sørge for at have et ordentligt forhold til alle de andre, for du ved aldrig, hvordan en Robinson bliver afgjort. Du risikerer, at det er de folk, som du har tilbragt tid med, der skal vælge eller fravælge dig. Hvis du har kørt som en enspænder, er du dårligere stillet, siger han.

Undervurder aldrig din modstander
De to Robinson-vindere er enige om, at Paradise-deltagerne kan have en fordel i spillet imod de gamle kæmper. De smukke unge kan være mere sultne, fordi det er første gang de er af sted og de gamle robinsoner har måske undervurderet dem.

- De unge kan være farlige, hvis de er tændte og sultne, hvorimod de gamle Robinson-deltagere godt kan tro, at de har opskriften. Og når man er med anden gang, er det ikke halvt så sjovt og spændende som første gang, siger Dan Marstrand, der i øvrigt mener, at mange af de gamle Robinson-deltagere mangler vinderinstinkt.

Robinson Ekspeditionen starter mandag aften kl. 20:30 på TV3.

Læs reality-bloggen her