Livet er fedt for jyder og fynboer vil se ø-TV. Københavnere ser »24 timer« og »Jul på Vesterbro«

Det kan godt være, vi taler dansk, men der er alligevel himmelvid stor forskel på, hvad vi vælger at se i TV.

Alt afhænger af, hvor vi bor i Danmark, viser en undersøgelse som TV2/Nyt har lavet, baseret på Gallup's seertal.

»Men sådan har det altid været. TV-vanerne afspejler bare, hvor forskellige vi er, selv om vi er et lille land med utrolig kort afstand imellem de forskellige egne. Vi er meget ø-boere, der har nok i os selv. Vi er nysgerrige efter, hvad der sker andre steder, men har svært ved at bryde grænser, og vi betragter de andre som dumme, og det går begge veje over Storebælt. Det er enhver marketingsmands mareridt,« siger mediedirektør Johan Boserup fra mediebureauet IMD.

»Der er enkelte ting, der kan samle nationen, som f. eks. Melodi Grand Prix, »Matador« og »Rejseholdet«, hvor det nationale binder os sammen, men ud over det, er vi meget forskellige. Bare gå ind i Brugsen. Det er ikke det samme i København som Jylland,« siger Johan Boserup, der selv er jyde.

Sprog ikke afgørende
At der er flere jyder, der ser CWC, Niels Hausgaard, Søren Ryge og Finn Nørbygaard er ikke så overraskende. Det kommer heller ikke bag på nogen, at der er flere københavnere, der ser »Jul på Vesterbro«.

»Men sproget er ikke det altafgørende. Det handler meget om nærvær, og hvad man kan identificere sig med, snarere om der tales jysk eller københavnsk. I reglen er det sådan, at jo længere fra øst mod vest, man bevæger sig, jo langsommere bliver det. Hurtige, amerikanske TV-serier har ingen seere i Jylland. Det har MTV heller ikke. Hvis et TV-program er lidt mere dansk og nede på jorden, så er der størst tilslutning i Jylland. Det er f. eks. også forklaringen på, at en sanger som Richard Rangwald har større succes i Jylland. Københavnerne er mere til det hurtige og højtflyvende.«

Nordjyder er også vilde med »Nikolaj og Julie«, og TV2's julekalender »Jesus og Josefine« har sin største seertilslutning her.

»Selv om »Nikolaj og Julie« er københavnersmart med reklamebureau, er det nede på jorden. Alle kan være med,« er Johan Boserups forklaring.

Vilde med Robinson
Øbo-mentaliteten slår igennem på Fyn, hvor de er vilde med Robinson-ekspeditionen og rejseprogrammer i det hele taget. De kan også lide Søren Ryge og »På kanten af verden«. Til gengæld har de ikke meget fidus til TV2-serien »Forsvar«.

»Fyn er mere isoleret end andre områder, og her er det lykkedes TV3 at opbygge en lokal lavine-effekt omkring »Robinson«, så det er noget, alle skal tale med hinanden om. Samtidig er TV3 mest udbredt i dette område sammenlignet med resten af landet«

Sønderjyder sværger til Linie 3, men er også glade for DR-programmer som »Hokus Krokus«, »Sporløs« og »Forsvundne danskere«. Til gengæld gider de ikke bruge tid på den amerikanske TV-serie »24 timer«.

Østjyderne er til gengæld vilde med »Popstars Showtime«, »Venner« og »Forsvar«.

»Det skyldes nok også, at to af vinderne har været fra Århus, og Århus er en by med mange unge,« siger Johan Boserup.

Seere i Vest- og Sydsjælland er vilde med bolig- og livsstilsprogrammer som »Roomservice« og en serie som »Fakse Vandrehjem«. Her er interessen for f. eks. »Venner« og »Popstars Showtime« mindst.

»Her spiller geografien en stor rolle. Området er Danmarks største parcelhusområde, og programmerne henvender sig klart til folk, der har hus, selv om der også er lejligheder ind imellem,« siger Johan Boserup.

Københavnerne er glade for TV-avisen og magasinprogrammer som Kontant, Søndagsmagasinet, Profilen og Pengemagasinet, og amerikanske TV-serier som »24 timer« og »Venner« - lige modsat af midt og vestjyder, der foretrækker de regionale nyheder og Nyhederne.

Overrasket chef
»Det kommer bag på mig, at forskellen på land og by er så voldsom. Jeg troede, at »24 timer« var større udenfor hovedsstaden. Jeg er også overrasket over, at »Robinson Ekspeditionen« er størst i Danmark på Fyn. Men det skyldes nok, at de har misforstået det med ø-råd,« siger TV2's programchef Bo Damgaard, der mener, tallene giver anledning til at ændre opfattelse af »kunderne«.

»Vi må finde frem til helt andre kategorier at sætte livsformer i bås på, for det er mere livsformen, arv og miljø end den sociale indkomst, der afgør, hvad man ser i TV, og det er en udfordring for os, at lave TV, der rammer mere bredt på tværs af de forskellige livsformer med deres forskellige idealer og værdier. Den måde, vi hidtil har arbejdet på, er ikke tilstrækkelig,« siger Bo Damgaard.

ke@bt.dk