Mens Zayn fik trofæet for årets nye artist over Lukas Graham, vandt Metallica med Lars Ulrich årets rockalbum.

Las Vegas. Las Vegas' kulørte neonskilte blinkede om kap med de musikalske megastjerner til årets Billboard Music Awards, der fandt sted i den amerikanske spilleby i delstaten Nevada søndag aften.

Lukas Graham var nomineret i kategorien årets nye navn, men den gyldne mikrofonformede statuette gik til hjerteknuseren Zayn (Malik, red.), der tidligere var en del af boybandet One Direction.

7 Years-stjernerne var ikke til stede under uddelingen, da de spillede koncert i Alabama samme aften.

Derimod kunne Metallica, der har danske Lars Ulrich bag trommerne, sætte endnu en pris op på hylden til sin bugnende samling.

Det legendariske heavy metal-band, der turnerer verden rundt med pladen "HardwiredTo Self Destruct", hev statuetten for bedste rockalbum hjem.

I kategorien vandt de hårdkogte drenge over rockveteranerne fra Red Hot Chili Peppers og det Northside-aktuelle hitband Radiohead.

Det grammyvindende firkløver var dog ikke til stede, da det optrådte til Rock On The Range-festivalen i delstaten Ohio.

Aftenens helt store vinder blev superstjernen Drake.

Han hev hele 13 statuetter med hjem - blandt andet for årets artist, årets mandlige kunstner og årets rapalbum - og baskede dermed den oscarvindende sangerinde Adele af tronen som den mest vindende artist til Billboard Music Awards.

Se listen over alle vinderne her: http://www.billboard.com/articles/news/bbma/7801136/billboard-music-awards-2017-winners-list

/ritzau/FOKUS