- Jeg kan simpelthen ikke lade være med at interessere mig for det, der sker omkring mig, siger Lise Nørgaard, som i anledning af, at Matador nu sendes igen, fortæller om tilfældigheder i sit liv
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>- Livet er noget, jeg er tumlet af sted igennem - drevet af min enorme nysgerrighed, siger Lise Nørgaard, 'Matadors mor'.- Jeg er rendt ind i mangt og meget, fordi jeg aldrig har kunnet holde næsen for mig selv.
Lise Nørgaard tror på, at livet er de valg, man træffer.
- Man vælger selv sin skæbne - og hvordan det går én, det er tit et spørgsmål om hvor modig, man er - eller dum. Det er også et valg bare at lade stå til og ende som enlig mor, uden uddannelse og med fire børn med hver sin far.
I sine egne hænder
- Man kan så vælge at bruge sit liv på at være bitter og forurettet, fordi andre ikke gør nok for én. Men man kan også tage sit liv i sine egne hænder, selv tage ansvaret for det. Sådan har jeg valgt. Og det holder mig svævende, at der hele tiden er noget jeg skal - og at jeg simpelthen ikke kan lade være med at interessere mig for det, der sker omkring mig.
At jeg blev Miss Køge Bugt
- Jeg var 18 og hjemme igen i Roskilde efter et mislykket ophold på en husholdningsskole. En aften sneg min søster og jeg os hen på det lokale Tryggevælde Badehotel - et sted, vi ikke måtte komme, fordi der ofte sås suspekte herrer fra København medbringende fremmede damer... altså et ikke pænt sted!
Hotellet havde et opslag om, at i aften kåredes »Miss Køge Bugt«. Præmien var et trofæ og en middag for to - med vine. Min altid sultne søster lokkede, så vi gik indenfor, delte en sodavand og tilmeldte - mig. For jeg var den mest brune.
Jeg vandt, nok især fordi konkurrencen ikke var stor. Mine forældre hørte om det og blev så rasende, at min far fik sin advokat til at sende skrivelser ud til aviserne i Køge, Roskilde og omegn. Død og ulykke ville ramme dem, der skrev bare ét ord om mig. Skammen i familien var stor og min far anede ikke, hvad han skulle stille op med sin rebelske datter.
Journalister betragtede han som et suspekt og fuldagtigt folkefærd, men i desperation gav han efter for det, som jeg havde tryglet ham om længe: At få sin gode ven, redaktør I.A. Hansen på Roskilde Dagblad, til at ansætte mig som journalistelev. Så det var altså på grund af min præstation som Miss Købe Bugt, at jeg kom ind i den profession, som jeg har elsket lige siden.
At jeg blev gift som 21-årig
- En nydelig ung mand ville helst danse med min søster. Men hun var så omsværmet, at han ikke kunne komme til. Altså valsede han ud med mig - og så var vi forlovede.
Jeg var 21 og giftermål forekom mig at eneste legale måde at komme væk hjemmefra.
Og børn - ja, dem kunne jeg jo lige så godt få nogle stykker af, så behøvede jeg ikke kede mig helt så meget.
Det blev til fire dejlige stykker, men de fik mig ikke til at føle mig mindre dybt nedsunket i at være husmor.
Jeg havde lidt free-lance arbejde som journalist i Roskilde, men i det store og hele førte jeg en hensygnende skribent-tilværelse som fabrikant af festsange.
Det rygtedes jo, at det dér kunne jeg - så snart var jeg idømt at skrive fødselsdagssange til fjerne bekendtes gamle mostre.
14 år senere var jeg på vej til et journalistmøde i Ålborg. En ung journalist fra Politiken kom og spurgte: - Må jeg sætte mig?. Året var 1948, han hed Jens Nørgaard, og han blev siddende resten af sit liv.
At redaktøren af socialstoffet var doven
- På Politiken i 1949 fik man som ny ikke uden videre lov at skrive i avisen. Man skulle først lære »den særlige tone. Jeg var længe henvist til kun at skrive om kvindelige fødselarer.
Men en aften kom et tip om en hæslig sag med børneværnet på Fyn. Bladets redaktør af socialstoffet var kendt som temmelig doven, så ingen vovede at nærme sig ham. I stedet blev der råbt ud i redaktionssekretariatet: »Hvem har vi?«. »Mig!«, råbte jeg.
Og så blev jeg sendt til Fyn og fik et scoop af en historie om en kommune, der havde fundet ud af, at den kunne spare penge ved at fjerne børnene i en belastede familie - for så kom ungerne på børnehjem, som amtet betalte.
Sagen var lige noget for mit hidsige sind. Jeg beskrev en ulykkelig mors flugt med sine børn over roemarken en mørk nat - og tog således de almindelige menneskers parti - det var noget nyt at være mod »systemet«. Det normale var, at journalisten på socialstoffet fik sine oplysninger fra en kontorchef i ministeriet.
Det blev mit gennembrud på Politiken, hvor jeg blevet ansat samtidig med Paul Hammerich.
Han var min mands gode ven - og blev min. Paul puslede med en radio-idé. Den blev til »Karlsens Kvarter«. Gennem Paul mødte jeg Niels-Jørgen Kaiser, som var konsulent i den afdeling, han senere blev chef for i TV, underholdningsafdelingen, og sådan kom jeg med i de sjove år, hvor vi lavede satireprogrammer som »Hov-Hov« og »Ik'«.
Det førte til »Huset på Christianshavn«, som var i gang og tydeligt skrevet af mænd. For kvinderne gik rundt med klud om hovederne, smilede blidt og hentede flere øller til deres mænd. Da jeg fik noget at skulle have sagt, gjorde flyttemand Olsens kone (Helle Virkner) oprør og tog sig et job som HT-chauffør.
At Erik Balling fik nys om, at jeg skrev på en slægtsroman.
- Da »Huset på Christianshavn« sluttede, holdt Helle Virkner et middagsselskab. Under det fik seriens instruktør, Erik Balling, opsnuset, at jeg puslede med idéen til en slægtsroman om to familier, hvis skæbner blandes, samtidig med, at tiden forvandler den by, de bor i.
Erik Balling insisterede på, at det var stof til en TV-serie. Nej, sagde jeg, for jeg var helt forhippet på to romaner. Men pludselig begyndte jeg at tænke i scener og se min fortælling for mig i billeder. Sådan blev Matador født.
Min tanke med bøgerne var, at handling skulle gå helt frem til 1978, men i Matador slutter vi, da 2. verdenskrig gjorde.
Det sidste afsnit hedder »New Look« - opkaldt efter tidens mode. Men dette, »det nye udseende« antyder også, at nye tider er begyndt, og at verden kom til at se ud på en ny helt anden måde.
Tiden var løbet fra det lilleby-intime - og det er netop den intimitet, Matador lever af. Matadors charme og styrke var at udfolde sig indenfor snævre grænser. Korsbæk er jo som vandpytten i H.C. Andersens eventyr: Det kribler og krabler i den lille verden!
Personerne var hele tiden nemme at få øje på, og den periode, som Matador omhandler, er en tid, som mange danskere er meget nysgerrige over for. De gamle husker den svagt, de unge har et »fortæl om gamle dage«-forhold til den.
Det var en fest at arbejde med Erik Balling i de fire år, det gik løs med Matador. Den er kronen på hans livsværk.
At jeg fik gode gener
- Min far blev 87, min mor 98, så jeg er heldig at have fået gode gener - og en god opdragelse!. Den går ud på, at man skal gøre sit bedste og aldrig springe over, hvor gærdet er lavest. Jeg har set mange store journalistiske evner forgå i kantinen.
Modsat er jeg også sikker på, at meget af det, der betragtes som talent - det er simpelthen villigheden til at læse sit manuskript igennem - én gang til.
Fysisk holder jeg mig i form ved at gå tur med hunden 2 1/2 gang dagligt. Jeg ta'r også trappen op og ned til Øresund, hvor jeg svømmer om sommeren. Det er 56 trin ned - og op igen - dem klarer jeg som en mis.
Men at blive gammel er også at acceptere, at der er ting, jeg IKKE mere kan. Som at spille tennis. Jeg har også - modvilligt - indstillet mine skiture i Norge, men det er nu også fordi, det er blevet så hulens besværligt at nå frem uden bil.
Men hvis sneen ligger der, så kan jeg da stadig spænde skiene på at tage mig en lille runde i Jægersborg Hegn.
