Fredag aften dansede to skuespillere sig videre til finalen i det store show, mens en røg ud.

Nerverne sad uden på kjolerne og de nystrøgne skjorter, da "Vild med dans" fredag aften skulle skille sig af med et sidste par, før to andre kunne kalde sig klar til næste uges helt store finale.

Her var det skuespillerinden Molly Egelind og hendes partner, Mads Vad, og skuespilleren Simon Stenspil og danserinden Asta Bjórk Ivarsdottir, der trak de længste strå, og de skal dermed dyste, når finalens vinder skal findes næste uge i Horsens.

Til gengæld blev der ikke plads til skuespilleren Esben Dalgaard og hans partner, Mille Funk, der blev stemt ud af seerne i semifinalen. Traditionen tro var der ingen omdans i semifinalen.

Da "Vild med dans" begyndte i starten af september, hvor 12 par indtog dansegulvet, var det egentlig TV2's plan, at tre par skulle kæmpe i finalen.

Men da cykelrytteren Rolf Sørensen fik en fibersprængning og måtte trække sig undervejs i sæsonen, blev konsekvensen, at der alligevel kun er to par, der får æren af at kæmpe om trofæet.

Aftenens danse bød på argentinsk tango for alle tre par, hvorefter de skulle gennemføre den dans, de havde danset i sæsonens allerførste program, og dermed vise, hvor meget de har lært i de mellemliggende 10 uger.

Sidst men ikke mindst blev de tre nydansere sat på prøve i en koreografi, hvor de skulle danse uden deres vante partnere i en moderne showdans.

Efter pointafgivningen fra dommerne lå Molly Egelind og Mads Vad i spidsen, mens Simon Stenspil og Asta Bjórk Ivarsdottir indtog andenpladsen.

Esben Dalgaard og Mille Funk havde derfor brug for seernes hjælp for at sikre en finaleplads, men måtte altså se konkurrenterne løbe med flest af de eftertragtede stemmer.

Det er 15. gang, TV2 sender "Vild med dans".

/ritzau/