Det vakte stor opmærksomhed, da Ryan Gosling kastede sig ud i et samarbejde med den danske stjerneinstruktør Nicolas Winding Refn.
Men det er langt fra nok for Hollywood-stjernen.
Han vil have mere. Meget mere.
I hvert fald drømmer han om at blive genforenet med Refn, fortæller han i et interview med Kino.dk.
De to samarbejdede om succeserne 'Drive' og 'Only God Forgives', og nu vil Gosling altså have en trilogi.
»Jeg tror, vi har en trilogi, der venter. Så vi skal lave mindst én film mere. Jeg er ikke tilfreds, før vi har lavet en trilogi,« siger han.
Han lægger ikke skjul på sin begejstring.
»Der er ingen som Nic. Der er ingen oplevelse, der minder om det. Det er bare svært at forklare.«
Samarbejdet mellem de to begyndte med 'Drive', som blev et gennembrud for Refn internationalt.
Filmen sikrede ham blandt andet prisen for bedste instruktør ved filmfestivalen i Cannes, hvor Ryan Gosling i sand ekstase kastede sig over instruktøren.
Og det med et stort kys.
Siden er de gået hver til sit, men ønsket om en genforening lever stadig hos Ryan Gosling.

