Langt flere amerikanske tv-seere fulgte lørdagens bryllup i England, end da prins Harrys storebror blev gift.

Los Angeles. Over 29 millioner amerikanere fulgte med på tv-skærmen, da den britiske prins Harry lørdag blev gift med den amerikanske skuespiller Meghan Markle.

Det oplyser analysefirmaet Nielsen søndag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Seertallet på 29,2 millioner er væsentligt højere, end da Harrys storebror, prins William, i 2011 blev gift med Kate Middleton. Dengang fulgte 22,8 millioner amerikanere med ifølge Nielsen.

Også målt på antal tweets overgik weekendens bryllup seancen for syv år siden.

Over seks millioner mennesker tweetede om prins Harrys bryllup med Meghan Markle. Det er tre gange flere end ved prins Williams bryllup for syv år siden.

Det franske firma Visibrain, som overvåger sociale medier, oplyser, at der fra sent fredag aften til sent lørdag aften blev sendt over 6,6 millioner tweets på globalt plan om det royale bryllup.

5,2 millioner af beskederne var delt under hashtagget #RoyalWedding.

Ved prins Williams bryllup med hertuginde Catherine af Cambridge den 29. april 2011 blev der sendt godt 1,8 millioner tweets.

Twitter, der blev oprettet i 2006, var dengang relativt nyt.

Harry og Meghan blev gift lørdag ved en ceremoni i Windsor Castle, hvor de blev hyldet af omkring 100.000 mennesker, da de efterfølgende i hestevogn kørte gennem byen til festen i St. George's Hall.

Officielt er parret tildelt titlerne hertug og hertuginde af Sussex.

Næste store begivenhed i det britiske kongehus er prins Charles' 70-års fødselsdag i november i år.

/ritzau/