Kate Middleton fra Northhamptonshire er ikke længere velkommen på det sociale netværk Facebook.

Til daglig arbejder Kate Middleton inden for sundhedsvæsnet og er bosat nær Northhampton. Nå ja, og så deler hun både navn og alder med Englands kommende dronning.

Og det er ikke i orden, ifølge det sociale netværk Facebook, der har valgt at lukke den 29-åriges profil.

- Jeg kan ikke logge ind. Jeg var sidst inde torsdag, og da jeg så tog ud med alle mine venner, fik jeg pludselig et opkald fra min kæreste, der sagde, at han ikke kunne se mig på Facebook længere, siger Kate Middleton til Now Magazine.

- Da jeg selv forsøgte senere, fik jeg en fejlmeddelelse, der fortalte mig, at min konto var blevet lukket. Jeg har billeder af min nevø derinde og alle mine kontakter, siger en frustreret Middleton, der ikke ved, om hun bliver lukket ind på det sociale netværk igen.

- Facebook burde have kontaktet mig og bedt mig bevise, hvem jeg var, siger den 29-årige englænder, hvis kæreste deler navn med den engelske studievært Jonathan Ross - uden problemer på det sociale netværk.

Hos Facebook kommenterer de ikke på den konkrete sag, men en talsperson siger til Daily Mirror:

- Selvfølgelig laver vi ind imellem en fejl, men når det sker, arbejder vi på at løse det hurtigst muligt.

/ritzau/