Den fremadstormende stjerne prøvede længe at fornægte skuespillet, men har med tiden fundet sig egen vej i faget, fortæller den biografaktuelle skuespillerinde.
Selv om man kommer fra samme sted, kan man stadig være milevidt fra hinanden.
Det indser Laura, da hun forlader sit boheme-byliv for en stund og vender tilbage til pløjemarkerne i anledning af sin brors bryllup – endda med barndomsfjenden over dem alle.
Det er omdrejningspunktet i det biografaktuelle komediedrama 'Hvor kragerne vender', der har Rosalinde Mynster i hovedrollen som Laura – eller Irina, som hun har skiftet navn til.
»Filmen italesætter det skel, der kan være mellem ikke bare land og by, men også mellem mennesker,« siger Rosalinde Mynster og sammenligner det lidt med en moderne Erasmus Montamus.
»I disse år udvikler vi os meget. Og der er nogle, der er blevet meget woke, og det kan vi lære af. Og det bliver vi også nødt til, hvis vi skal redde planeten og hinanden. Men man må heller ikke belære andre med arrogance.«
Selv om Rosalinde Mynster er født og opvokset i København, er det ikke fremmed for hende at opleve de skel, der kan opstå mennesker imellem.
»Det har jeg prøvet mange gange. Både i forhold til at leve vegansk og også i kraft af mit arbejde, der som kunstner kan være en anderledes måde at leve på.«
»Jeg har prøvet de sammenstød mange gange. Jeg møder for eksempel tit fordomme om, at jeg er sindssygt hellig.«
Men Rosalinde Mynster må også tage sig selv i ikke at komme til at være forudindtaget, erkender hun.
»Det sker da, at jeg skal tage mig selv i ikke at føle mig bedrevidende og dømmende. Men jeg har oplevet at blive irriteret, når andre ikke har taget stilling til emner, som jeg synes, er vigtige. Der kommer nogle sammenstød, når man bliver konfronteret med en anderledes måde at tænke på.«
»Men på samme tid er jeg også nødt til at anerkende, at andre måske ikke nødvendigvis føler lige så stærkt for nogle ting, som jeg gør. Og så må man tilgive hinanden og respektive, at der nok er en årsag til, at det ikke er lige så vigtigt som for mig.«
I filmen forstår familien ikke, hvorfor Laura insisterer på, at hun nu hedder Irina, når hun er opkaldt efter sin oldemor.
Det vækker også undren over middagsbordet, at hun ikke snupper et stykke hamburgerryg, når nu hun mæskede sig i det som barn, og hvorfor hun og kæresten gerne må være sammen med andre end hinanden.
Omvendt forstår hun ikke, hvordan familien med stort velbehag spiser svinekoteletter, mens kloden er ved at smelte, og hvorfor man partout altid skal gøre, som man plejer helt mekanisk uden at skænke det en tanke hvorfor.
Den kulturelle kløft slår gnister, og det var vigtigt for Rosalinde Mynster at tage splittelsen alvorligt.
»Selv om det er en lille historie, er det meget stort for det enkelte individ at finde ud af, hvordan man bliver et helt menneske. For det er en stor sorg at føle, at man ikke hører til nogle steder.«
»Derfor er det også lige så vigtigt at finde ud af, hvordan man bliver bedre til at acceptere hinandens forskelle,« siger hun.
»Selv om jeg er meget ens med mit bagland og mine forældre, så kender jeg også til grundfølelsen af eksistentiel forvirring. Bare det at vokse op og være i 20erne syntes jeg, var vildt hårdt, fordi man hele tiden var splittet mellem at ville hele verden og samtidig havde enormt meget brug for tryghed og forankring.«
I mange år forsøgte Rosalinde Mynster at ville være alt andet end skuespiller som sine forældre, Karen-Lise Mynster og Søren Spanning.
Det var først, da hun i begyndelsen af 20erne landede en af de bærende roller i TV 2s seersucces 'Badehotellet', at hun ikke længere kunne fornægte det.
Alligevel valgte hun at gå sin egen vej i det.
»Jeg tror, det er vigtigt for unge at definere sig selv. Det var, som om jeg allerede havde lavet et opgør ved at sige, at jeg gerne ville lave noget kreativt. Så det var ikke nogen konforme rammer, jeg skulle bryde ud af.«
»Men jeg ville for eksempel ikke på teaterskolen, hvor mine forældre har undervist og gået selv. For det følte jeg, var det, de repræsenterede – at man skulle lære skuespilfaget som håndværk.«
I stedet rejste Rosalinde Mynster til USA og tog kurser der. Men da hun vendte tilbage til Danmark, måtte hun alligevel prøve teaterskolen af.
»Jeg søgte ind én gang – efter meget modvilje. Men jeg var nødt til at give det et forsøg. Også for at mærke efter. Men jeg kom ikke ind, selv om jeg nåede langt. Og efter det vidste jeg bare, at det skulle jeg ikke,« siger hun.
»Generelt har jeg virkelig prøvet at gøre meget for selv at opdage sider af fager, som ikke var givet med modermælken.«
Men sådan var det ikke, da drømmen for alvor blev tændt.
Det tog lang tid at nå dertil og gå sin egen vej.
»Der var nogle år, hvor jeg ville det vildt meget og blev ambitiøs på en måde, hvor det måske blev lidt usundt,« fortæller Rosalinde Mynster.
»Det har også været grunden til, at jeg har været lidt bange for skuespillet – at man hele tiden skal vælges til af andre. Det kan gøre en meget afmægtig.«
Derfor har Rosalinde Mynster taget teten selv. Ved siden af skuespillet skriver hun også for at have flere kreative kanaler at udtrykke sig på.
»Jeg tror, jeg har fundet ud, at jeg ikke skal være skuespiller på samme måde som mine forældre,« siger hun.
»Selv om det selvfølgelig er noget, man skal tjene penge på, er det sindssygt vigtigt for mig at adskille det og kun tage projekter, som jeg virkelig elsker. Og så længe jeg gør det, er jeg virkelig glad i det.«
Om man nogensinde lander helt i, hvem man er, har Rosalinde Mynster i dag sat sig selv fri af.
»Jeg har brugt meget af min ungdom på at håbe, at der kom nogle og viste mig vejen, for at alting så ville blive godt. Men det sker jo ikke.«
»Og jeg er nået frem til, at forvirringen faktisk også godt kan være en god ting, for så bliver man aldrig for sat i det, man er i.«
'Hvor kragerne vender' kan ses i biograferne landet over.
/ritzau/
