Den tidligere cykelrytter troede, han ville ryge ud af showet fredag aften, men blev reddet af seerne.

København. Bookmakerne var sikre, Rolf Sørensen var sikker og hans partner, Karina Frimodt, var sikker: Fredag aften ville blive den allersidste svingom for den tidligere cykelrytter og den professionelle danserinde i "Vild med dans".

Midt på ugen pådrog sportsmanden sig nemlig en fibersprængning i det ene ben, og på rekordtid måtte Karina Frimodt opfinde en ny koreografi, hvor Rolf Sørensen sad på et bord størstedelen af dansen.

Dommerne kvitterede da også med sølle fem point for parrets jive, men seerne var altså ikke klar til at sige farvel til dem og stemte dem videre.

- Jeg er helt vildt overrasket. Jeg havde jo regnet med, at jeg skulle ryge ud. Det var jeg helt sikker på, siger Rolf Sørensen.

- Jeg er selvfølgelig også beæret. Det er klart, at dommerne ikke kan give mig bedre karakterer, men jeg er beæret over, at publikum og Danmark holder med mig, siger han.

Alligevel er han splittet i to lejre. For en ting er, at seerne gerne ser ham fortsætte i showet, noget andet er, hvad han selv kan holde til.

- Jeg skal tænke på mit helbred. Jeg lever jo stadig af mine ben, så jeg kan ikke bare smadre dem. Jeg er nødt til at overveje, hvad der skal ske, og om det kan lade sig gøre at fortsætte, siger han.

Direkte adspurgt om han kunne finde på at trække sig fra programmet, svarer han:

- Jeg ved det ikke, jeg er nødt til at tænke over tingene og se tiden an i morgen og de næste par dage, og se hvordan benet reagerer. Men otte timers dans på Det Kongelige Teater, det ved jeg ikke, om jeg er i stand til.

Næste fredag skal "Vild med dans" foregå på Det Kongelige Teater i anledningen af Knæk Cancer. Her er der ikke nogen, der bliver stemt ud.

/ritzau/