Lægen fraråder den tidligere cykelrytter at fortsætte i dansedysten, oplyser TV2.
Den tidligere cykelrytter Rolf Sørensen trækker sig fra årets 'Vild med dans'.
Det oplyser TV2 i en pressemeddelelse.
Den 53-årige cykelveteran er igen kommet til skade med sit ben, og denne gang fraråder lægen ham at fortsætte.
Den fibersprængning, der komplicerede dansen for cykelkommentatoren for to uger siden, er sprunget op igen.
Søndag gled Rolf Sørensen på sin terrasse.
»Det havde sneet, og jeg ville tage nogle hynder ind. Så glider jeg på det venstre ben, som er det gode ben. Jeg tænker ikke over det og tager så fra med det højre ben, og så sprang det op igen,« fortæller han.
/ritzau/