Onsdag blev der tilføjet fire nye navne til musikprogrammet til Heartland Festival på Egeskov Slot i 2018.

København. Blandt de fire nye musiknavne til årets Heartland Festival er tre danske navne samt et nyt hovednavn i form af den 71-årige amerikanske rocklegende Patty Smith.

- Patti Smith er et sandt ikon og en af de artister, der har stået allerhøjest på vores ønskeliste siden Heartlands begyndelse. Hun er en legende, der som få har formået at holde sig aktuel både som forfatter, sangskriver og kunstner igennem snart fem årtier.

- Det er en kæmpe ære og en milepæl i festivalens historie, når vi kan byde Patti Smith velkommen på Heartland til sommer, siger Ulrik Ørum-Petersen, musikprogramchef og direktør for Heartland Festival i en pressemeddelelse.

Patty Smith indtog en 47.-plads på Rolling Stone-magasinets liste fra 2010 over de 100 største artister siden fødslen af rock and roll, og hun blev medlem af the Rock and Roll Hall of Fame i 2007.

Hun slutter sig til de allerede offentliggjorte navne, der blandt andre tæller internationale artister som The The, LCD Soundsystem og Lykke Li samt danske kunstnere som MØ og C.V. Jørgensen.

Samtidig kan festivalen offentliggøre, at Marie Key, Liss og Mew også skal spille til festivalen.

Det er to år siden, at Marie Key senest spillede i det danske koncertlandskab, men til sommer vender hun tilbage med et nyt album.

Det danske indierockband Mew skal med 20 års erfaring og syv studiealbum bag sig underholde gæsterne på festivalen med deres seneste album, Visuals.

Med de fire nye navne til programmet er der nu offentliggjort 13 navne i alt. De næste måneder vil der blive tilføjet endnu flere navne, der skal optræde inden for flere forskellige kategorier.

Festivalen finder sted fra 31. maj til 2. juni 2018. Det er tredje år, at festivalen afholdes.

/ritzau/