Alene i skolegården. Sådan så verden ud for Pia Soldthved Larsen i årets Robinson Ekspedition. Mandag aften blev hun stemt hjem.

- Jeg er overrasket over, at voksne mennesker mobber. Det troede jeg, at man var færdig med, når man gik ud af skolen.

Sådan sagde en noget forbløffet Paradise-Sofie til kameraet, efter hun havde set tre voksne kvinder holde Pia ude af den fælles leg i årets Robinson Ekspedition. Og selv om den flinke Paradise-babe forsøgte at redde Pia, måtte den tidligere rockerfrue alligevel forlade årets ekspedition.

- Kvinder kan være dårlige til at skabe sammenhold, og det kan gøre livet uudholdeligt, men jeg har alligevel haft det meget godt det meste af tiden, siger Pia.

Babes fik mobbelektion
- Man kan komme med i kliker ved at holde sin mund. Jeg ville markere mig, men det blev ikke respekteret, og vi havde nogle åbne konfrontationer. Det skal man nok undgå, siger Pia, der er sikker på, at hendes fortid som rockerfrue har spillet ind.

Hun følte hun sig ofte som en skoleelev, der ikke havde en eneste at lege med i skolegården.

Dette blev endnu mere synligt, da kvinderne flyttede ind hos Paradise-pigerne. Og her fik de unge babes også en lektion i, hvordan voksne kvinder kan holde en person ude af fællesskabet.

Også Paradise-vinderen 2007 forlod årets Robinson Ekspedition mandag aften. Det skete frivilligt og Camilla begrunder sit tidlige farvel på denne måde:

- Det var hårdere, end jeg havde regnet med. Jeg var helt vildt sulten, sov dårligt, savnede min kæreste og at ryge. Det kan godt være, at det er svagt.

Læs også Reality-bloggen