Der blev suget igennem på cigaretterne, da årets deltagere i 'Robinson Ekspeditionen' i dag ankom til øen Contadora i Stillehavet 20 minutters flyvetur fra Panama City.

Straks ude af de lille 20 personers fly tændte bokseren Johnny Bredahl, danseren Lars Christensen og eks-cykelrytteren Søren Lilholt en af de sidste cigaretter, de får lov at ryge de næste 25

dage.

Den niende version af realityprogrammet har i år deltagelse af nuværende og tidligere, mere eller mindre kendte sportsudøvere, der skal overleve socialt her i den tropiske regntid.

- Det kan godt være, at man ikke kender alle deltagernes navne, men deres C.V. er altså i orden. Det er Verdens- og Europa-mestre, vi taler om. Og de skal nok blive presset hårdt, siger værten Jakob Kjeldbjerg der selv er tidligere professionel fodboldspiller i Chelsea.

- Og selvom de er her kortere tid end tidligere ekspeditioner (der varede 45 dage; red.), kan det med det her klima godt ende med at blive den hårdeste Robinson nogensinde. Det regner hele tiden.

'Robinson Ekspeditionen' vises på TV3 med start i september.

den@bt.dk