»Det er en frygtelig og chokerende tragedie,« skriver Robert Downey Jr. i et opslag på Instagram.

Her annoncerer han, at hans personlige ven og assistent, Jimmy Rich, er gået bort i en trafikulykke onsdag aften amerikansk tid.

Jimmy Rich blev 52 år.

»Han var en bror, min højre hånd, en onkel for vores børn og elsket af alle, der oplevede hans enestående karakter og vid,« begræder Marvel-skuespilleren.

Jimmy Rich har været assistent for Robert Downey Jr. gennem 18 år og har udover filmrollerne også hjulpet skuespilleren igennem narkotikamisbrug og depression.

Flere andre kendte skuespillere, særligt omkring Marvel-universet, begræder også tabet af Jimmy Rich under Robert Downey Jr.s opslag.

»Det knuser mit hjerte at høre, at Jimmy er kommet over på den anden side. Du vil blive savnet, Jimmy. Tak for altid at være ægte, altid være der til at give en hånd og vise lysets vej frem for så mange mennesker,« lyder det blandt andet fra Mark Ruffalo.

Også skuespillere som Ryan Reynolds, Chris Pratt, Jack Black, Gwyneth Paltrow og Chris Hemsworth udtrykker deres sorg over den triste nyhed.

Herunder Chris Evans – der kender Jimmy Rich gennem sin rolle som Marvel-karakteren Captain America – beder om støtte til Robert Downey Jr. i den svære tid.

»Jimmy Rich var ikke som nogen andre. Han efterlod et uudsletteligt indtryk på alle, han mødte. Dog ingen mere end min bror Robert Downey Jr. De var uadskillelige,« skriver han.

Ikke mindst markerer Marvel Studios tragedien på deres sociale medier.

»Hvil i fred, Jimmy. Du har været sådan en god ven for alle os på Marvel Studios i så mange år. Din kærlighed og dit lys var en inspiration for alle, der kendte dig. Vi vil savne dig,« skriver filmselskabet.

Jimmy Rich var assistent for Robert Downey Jr. på i alt 22 filmproduktioner, herunder alle Marvel-produktionerne, såsom 'Iron Man'- og 'Avengers'-filmene.

»Min medfølelse til hans smukke familie og den arv af håb og frelse, hans liv vil fortsætte med at repræsentere,« slutter Robert Downey Jr. den følelsesladede annoncering af Jimmy Richs død.