Flemming Krøll ved endnu ikke, om han skal opereres igen. Det fortæller den 69-årige sanger, skuespiller og direktør til Billed-Bladet og Ekstra Bladet.
Flemming Krøll ankom til åbningen af restaurant Grøften i Tivoli i København fredag støttende til en stok og med en skinne på benet.
Han har fået nylig fået amputeret sin ene tå, da han blev opereret i foden. Det skyldes type 2-diabetes. Det fortæller den 69-årige sanger, skuespiller og direktør til Billed-Bladet.
- Nu skal det hele, og det tager tid, siger han til ugebladet og fortæller, at det har været meget smertefuldt.
Ifølge Videncenter for diabetes er personer med sukkersyge i øget risiko for mindre eller større amputationer.
Følgesygdomme i nerver, hjerte og blodkar øger risikoen for at udvikle fodsår, som er den hyppigste årsag til amputationer hos personer med diabetes. Det udføres som den sidste behandlingsmulighed, oplyser Videncenter for diabetes.
Formålet med en amputation er som regel at undgå, at en infektion spreder sig til resten af kroppen, hvilket kan være livstruende.
Over for Ekstra Bladet fortæller Flemming Krøll, at han ikke ved, om han skal opereres igen.
- Det er så alvorligt, at hvis ikke det opfører sig ordentligt, og jeg ikke opfører mig ordentligt, så cutter de hernede i skanken, siger han til avisen og peger under knæet.
- Det vil sige, at jeg skal passe på, hvad jeg spiser og drikker.
I Danmark får omkring en procent af alle personer med diabetes i løbet af deres levetid udført en amputation.
/ritzau/
