____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Efter at have været involveret i to arbejdsulykker som skuespiller, viste Søren Sætter-Lassen søndag aften, at han har kæmpet sig tilbage til scenen.

I Det Kongelige Teater i København modtog han den prestigefyldte Reumertpris for sin præstation som ritmester i teaterforestillingen ’Faderen.’ En forestilling, hvor han spillede tæt sammen med skuespilleren Bodil Jørgensen, der i sidste uge blev kvæstet under en filmoptagelse.

Inden prisuddelingen lagde Søren Sætter-Lassen ikke skjul på, at han var meget berørt af Bodil Jørgensens situation.

- Det har bestemt rørt mig rigtig meget. Bodil var jo meget tæt på, da det skete for mig. Jeg har ikke talt med hende, men jeg har skrevet og sendt varme tanker. Jeg håber hun har det godt efter omstændighederne, lød det fra Søren Sætter-Lassen.

I 2012 var han selv involveret i en ulykke på Det Kongelige Teater, hvor en scenevæg under generalprøven på forestillingen ’Lulu’ faldt ned over den 58-årige skuespiller og kvæstede ham alvorligt. I flere uger vidste Søren Sætter-Lassen ikke, om han skulle være lænket til en kørestol resten af livet.

Et mirakel at jeg overlevede

- Det var et mirakel, at jeg overlevede. Jeg kunne jo hverken gå eller stå. Men man må jo kæmpe, og derfor er det jo også ekstra stort at stå her i dag, sagde Søren Sætter-Lassen inden prisuddelingen.

I april i år var det lige ved at gå grueligt galt igen for Søren Sætter-Lassen, da han på grund af en teknisk fejl blev hejst for langt op under loftet på Skuespilhusets store scene. Søren Sætter-Lassen kom ikke alvorligt til skade, men har siden haft brug for at bearbejde episoden.

- Efter sådan en ulykke skal man passe på, at man ikke får sceneskræk, så man ikke tør gå derop. Det skal man virkelig arbejde med både træning og mentalt, sagde Søren Sætter Lassen.

Søren Sætter Jensen har to gange før vundet en Reumertspris. Det var i år 16. gang, at prisen blev uddelt. Hvert år uddeler Reumert-juryen priser i 16 forskellige kategorier og 10 talentpriser for de ypperste præstationer indenfor dansk scenekunst.