Dronningens nytårstale bar præg af, at det har været et svært år for kongehuset, mener retoriker.

Overraskelserne udeblev, da dronningen søndag aften holdt sin traditionsrige nytårstale.

Det mener Trine Nebel, retoriker og fagmedarbejder ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

»I retorisk forstand var det en eksemplarisk nytårstale, hvor dronningen sagde de ting, som vi forventer, hun vil sige noget om,« siger Trine Nebel.

»Jeg hæfter mig samtidig ved, at talen i år bar præg af, at det har været de tunge stunders år for de royale.«

»Det er måske ikke året, hvor man samtidig slår ud med armene og kommer med kraftige budskaber, siger Trine Nebel med henvisning til, at prins Henrik i år har fået konstateret demens, og prinsesse Benedikte i marts mistede sin mand, prins Richard.«

Trine Nebel havde forventet, at dronningen i højere grad ville nævne begivenheder i udlandet eller det danske kommunalvalg.

»En nytårstale skal gerne slå på det værdimæssige, og det der binder os sammen. Det, der er værd at hylde, men også det vi skal tage afstand fra.«

»Det gjorde dronningen ikke så meget i år,« siger Trine Nebel.

Hun vil huske årets nytårstale for de afdæmpede budskaber.

»Det var som om, at hun med andet end ord gerne ville signalere, at man ikke nødvendigvis behøver at komme med store udtalelser i sådan en tale,« siger Trine Nebel.

Årets tale er nummer 46 i rækken af nytårstaler, som dronningen har holdt, siden hun blev dronning i 1972.

Talen transmitteres fra dronningens modtagelsesværelse i Christian IX's palæ på Amalienborg.

Kun få gange har dronningen brudt den tradition og holdt talen på Fredensborg Slot. Senest skete det i 2014 og 2015, hvor Amalienborg var under ombygning.

Du kan læse hele dronningens nytårstale HER.

/ritzau/