Det er normalt kun i fantasien, at den slags sker: At man pludselig sidder i et hjørne på en halvsnusket beværtning i det indre Århus og taler om orgasmer, sexlegetøj og utroskab med en kvinde, som er blevet kaldt klodens smukkeste.

Men her sidder vi altså i det intime halvmørke, og Renée Toft Simonsen kan ikke lade være med at smile bredt af situationen:

- Her har jeg godt nok aldrig været før, siger den 42-årige forfatter, psykolog og eks-topmodel og kigger sig omkring i den slidte beverding med årtiers røgskyer indkapslet i vægge og stolesæder.

Mellem os ligger Renée Toft Simonsens nye bog, der udkommer på torsdag med titlen 'Tirsdag formiddag'. Det er en grum og gribende beretning om seks kvinder, som mødes i dampbadet i badeanstalten 'Spanien' i Århus og udveksler skæbnehistorier. Én af kvinderne ender med at blive mishandlet til døde, en anden jagter det 'gnidningsløse knald', en tredje er offer for mandens utroskab med en ung blondine.

Renée kender godt stikket i hjertet, men er i stand til at bekæmpe netop dén angst:

- Om jeg er bange for utroskab? Ikke med ham, jeg har nu. Men igen... skulle det ske, ville jeg nok være i stand til at tilgive. For 20 år siden ville jeg have sagt: Så er det ud! Men min situation er anderledes i dag. Vi har fire børn og en lang historie sammen. Skal alt det ødelægges af et engangsknald? Jeg tror, at jo ældre man bliver, jo bedre bliver man i stand til at acceptere, at den slags kan ske, siger Renée Toft Simonsen og tænker lidt videre over frygten for bedrag.

Utroskab i tidligere forhold
- Men man ved jo aldrig helt, hvordan man reagerer. Jeg har i tidligere forhold været udsat for utroskab, og det var enormt ubehageligt, og ja... det endte jo også med, at forholdene sluttede, tilføjer hun.

Renée Toft Simonsen, der i 80’erne levede et tilsyneladende dybt glamourøst liv på tilværelsens blanke yderside som supermodel i New York, udfører stadig eksklusive modelopgaver. Men i dag brænder hun især for én ting: Skriveriet. Hun er brevkasseredaktør på ugebladet Femina og har haft stor succes med børnebøgerne om Karla.

Tæt på at opgive
Det har været en lang, givtig og til tider opslidende proces at skrive 'Tirsdag formiddag'.

- Nogle gange har jeg været tæt på at opgive. Men jeg har heldigvis kunnet se, at den blev mere og mere ren i udtrykket for hver omskrivning, bemærker hun.

Feminisme og kvindekamp er måske ikke de første ord, man forbinder med Renée Toft Simonsen. Men der er i bogen en lige linie tilbage til 70’ernes meget virkelighedsnære skildringer af kvindeliv:

- Her er ingen superwoman eller super-detektiv, som klarer det hele. Her er ganske almindelige kvinder, ganske vist med hårde skæbner, men alligevel ja... netop almindelige, siger hun.

Ægtefællen Thomas Helmig har taget det poetiske foto til omslaget. Solen slår smut i de bløde bølger i Århus-bugten, hvor en engel er i opløsning under sin glorie.

Motivet slår romanens stemning an. Man kommer til at tænke på Tove Ditlevsen - dansk litteraturs ubestridelige fortolker af kvindeliv - ved læsningen af bogen. En påpegning, som udløser et lykkeligt smil hos Renée Toft Simonsen.

- Jeg er HELT vild med Tove Ditlevsen. Hun er en slags heltinde, siger hun.

Plaget af angst
Bogens hovedperson, 38-årige Iben, er plaget af angst, som er ved at lukke sig om hende. Renée kalder angsten for 'et monster', som hun selv har kæmpet mod siden ungdommen.

Og netop her gemmer hun et af sin personligheds mange paradokser: Supermodellen, som er blevet beundret af millioner på alverdens billboards og magasinforsider, kan ikke holde ud at være centrum for opmærksomhed. Hun hader, virkelig HADER, præsentationsrunder. Hun har aldrig holdt en tale og bryder sig ikke om, at fremmede ser hende spise. Hun er bange for, at hænderne skal begynde at ryste.

- Hvis du bad mig om at holde en tale lige nu, ville jeg dø af skræk. Som yngre pinte det mig, men jeg har lært at leve med det og acceptere, at sådan er jeg altså. Men jeg er dybt imponeret af Thomas, som kan stå på en scene foran tusindvis af mennesker, tilføjer Renée.

I perioder har angsten fyldt meget i hendes liv. Men i dag bider den hende kun engang imellem.

- Det værste er faktisk angsten for angsten. At den skal styre for meget af dit liv, forklarer hun.

Renées roman-hovedperson Iben starter opstigningen fra angstens dyb via det spirende fællesskab med de kvinder, hun møder i badeanstalten. Samtidig hjælper en saftig omgang solarie-sex hende på vej:

- Det var virkelig sjovt at skrive den scene. Det er svært at skildre, der er jo tale om det gode gamle... ja, ind og ud. Hvordan beskriver man det, så det får intensitet? Jeg har forsøgt at gøre det, så læseren mærker det her, siger Renée og lægger hånden på mellemgulvet.

Sex og sexlehetøj
Kvinderne i dampbadet kredser en del om sex og sexlegetøj. En har aldrig fået orgasme og lever fint med det:

- Sådan er der kvinder, som har det. Det hører jeg jo. Men jeg gad altså ikke. Har man først fået orgasme, ja, så vil man jo have det igen!, siger Renée og uddyber:

- Mange kvinder taler åbent om manglende lyst. Det er en måde at bryde forbandelsen på. Og så kan sexlegetøj være en hjælp, tilføjer Renée med et af de mange grin.

I bogen tilbyder den unge, vilde Karla at instruere de andre i betjeningen af en dildo.

- Sådan er det altså, siger Renée til den undrende reporter:

- Kvinderne i min omgangskreds er meget ligefremme. De forærer hinanden legetøjet... de siger: den her skal du altså prøve! Ja, vi kan også hjælpe hinanden med at købe det. Det, der sker i romanens dampbad, ligger tæt på i hvert fald min virkelighed, siger Renée.

Hun deler en anden virkelighed med sine romanfigurer: Ærgrelsen over at evig ungdom ikke varer evigt.

Afsked med ungdommen
- Jeg talte med min far om det for nylig. Renée, der er intet fedt ved at blive gammel, sagde han til mig! Og nej, hvem synes, det er fedt? Der er noget sorgfyldt over at komme op i fyrrene. Jeg kan stadig sagtens se mig selv på stranden på Anholt, spurte af sted med vind i håret. Men jeg er jo ikke 25 år mere. Der er ting, man må tage afsked med.

Kroppens forfald er et andet knivstik i kødet.

- Jeg ikke spor vild med, at mit knæ rynker... Og fra nu af bliver det kun værre. Når du runder halvtreds, begynder det at knibe med kroppens funktioner. Men der er da også fordele... erfaringen, ikke sandt? For pokker!

Jeg er glad for overblikket over mit eget liv, over så mange ting. Man begynder at få et større historisk indblik, større forståelse for vores kultur, al den slags. Man kan se sammenhænge, som man ikke kunne, da man var ung, tilføjer Renée.

Hun er spændt på modtagelsen af 'Tirsdag formiddag', som hun startede med at skrive, da hun sammen med familien i et år boede i en spansk landsby.

- Jeg er lykkelig for bogen. Men også sårbar. Det er man vel altid, når man 'stiller sig til skue'.

Efter halvanden time i værtshusets bløde dyb er interviewet slut. Ingen af de ivrigt lyttende mænd i lokalet har mælet et ord, mens vi har talt. Man forstår deres stilhed:

'Firsernes ansigt' har åbenbart mange andre ansigter end dét, der i to årtier har strålet så blankt, så usårligt og uden skrammer fra tusindvis af glitrende reklamer.