Det er tid til at starte et nyt kapitel for produceren Chief 1, der helt uden dramatik træder ud af sit og Remees pladeselskab RE:A:CH.

. Med melodigrandprix-vindersangen "Should've Known Better" sunget af Soluna Samay og L.I.G.A-nummeret "Skylder dig ik' noget" har Remee og Chief 1 lagt hitlisterne ned, men nu er samarbejdet i RE:A:CH slut mellem de to prominente producere.

Chief 1 træder nemlig ud af pladeselskabet, oplyser han på sin Facebook-profil søndag aften.

Den 46-årige hitproducer er klar til at opsøge nye udfordringer, og det er helt uden dramatik og kun med kærlighed, at han stopper i RE:A:CH.

- Der er stadig meget liv, energi og ikke mindst et kæmpe bankende hjerte for musikken, de kommende talenter, sangene, produktionerne og nu ikke mindst min egen musik, skriver Chief 1 på det sociale medie.

- Vi har knoklet, grint, grædt, været urolige, været stolte, tjent penge, kastet penge ned i administrative kæmpe lommer, men mest af alt haft et kanon perfekt og unikt musikalsk samarbejde, som jeg aldrig har kendt mage til. Jeg taler om en 101% musikalsk symbiose, som man ikke kan begribe.

Efter snart 29 års erfaring i branchen summer hitproduceren i øjeblikket med egne ord over, hvad fremtiden skal bringe - og det bliver ikke helt uden makkeren Remee.

- Jeg elsker min homeboy af hele mit hjerte og er dybt taknemmelig over vores tid sammen. Vores venskab eller samarbejde er bestemt ikke forbi, men fortsætter nu med andre muligheder end lige Reach. Jeg har lært så ufatteligt meget af min ven og partner, ingen tid er tabt, og ingen tid er spildt - tværtimod - jeg skylder så meget til denne fantastiske mand og menneske. Tak Rems. Du er en ener!

Læs hele opslaget her: https://www.facebook.com/chief1lars?fref=ts

/ritzau/FOKUS